
Flere passagerer i busserne efter påske
Fra 6. april medtager busserne flere passagerer, og buskunderne kan igen stige på bussen via fordøren
Udgivet:30. marts 2021, 19.00
Læsetid:1 minut
Efter påske vil en almindelig bus kunne medtage cirka 40 passagerer. Foto: Jakob Stigsen Andersen
2 år siden
SILKEBORG Når samfundet delvist genåbner 6. april, følger busserne med.
Det oplyser Midttrafik, som står i spidsen for den kollektive trafik i hele regionen.
Kapaciteten bliver forøget, så der kan komme cirka 40 kunder med i en almindelig bus, cirka 55 kunder i en mellemstor bus og cirka 65 kunder i en ledbus.
Samtidig bliver der igen åbnet for indstigning af fordøren. Åbning af fordøren giver ifølge Midttrafik et bedre flow og forebygger trængsel, når der kommer flere med bussen.
Vicedirektør Mette Julbo understreger, at de tryghedsskabende tiltag såsom ekstra rengøring og krav om mundbind fortsætter. Hun opfordrer buskunderne til fortsat at passe godt på sig selv og hinanden.
- Nogle kunder bliver utrygge, når der kommer flere kunder med bussen. De oplever, at bussen er overfyldt, selvom den ikke er. Derfor overvåger vi løbende bussernes kapacitet, ligesom vi overholder de kapacitetsgrænser, som myndighederne anbefaler, fortæller Mette Julbo.
Er man som kunde utryg ved at rejse med en fyldt bus, opfordrer vicedirektøren til, at man bruger app’en »Midttrafik Live«. Her kan man se, hvor mange der er med bussen, inden den ankommer til stoppestedet.
Selvbetjeningen i busserne fortsætter. Chaufførerne hverken sælger eller kontrollerer billetter i busserne, men overlader billetkontrollen til kontrollørerne. Buskunderne skal købe billet i Midttrafik app, Midttrafik webshop eller bruge rejsekort, når de rejser med Midttrafiks busser.