Bjedstrup Skole - et opråb fra den gamle pedel

28. august 2020, 12.36

SKOLELUKNING Nu kan jeg ikke lade være med at blande mig. Jeg var pedel på Bjedstrup Skole fra 1986 til 2004. Bjedstrup Skole er en hyggelig skole, hvor alle kommer hinanden ved. Der var mange børn, som ikke kunne klare sig på den store skole (Mølleskolen), men i Bjedstrup blev der taget hånd om dem.

Borgmesteren udtaler i Midtjyllands Avis den 26. august, at en aftale er en aftale, men han glemmer dengang i 1992, hvor den daværende borgmester Ib Madsen (S), sammen med Magna Søndergaard (S) og Børge Elkjær (K), på et borgermøde en fredag aften blev pebet ud af salen og måtte bide i det sure æble og åbne skolen tre dage senere, for derefter at bygge børnehave i 1994 og at udvide skolen i 2000.

Samtidig med, at man vil lukke Bjedstrup Skole i dag, har kommunen råd til at give 200.000 kr. til en flydende sauna til vinterbaderne. Det er der åbenbart penge nok til.

Børnetallet i kommunen daler og stiger jo hele tiden, og hvad kommer det ikke til at koste, at børnene skal fragtes med bus fra Bjedstrup-området frem og tilbage til Ry? Glem alt om byggeriet af en ny skole i Ry og bevar, de skoler, vi har, især Bjedstrup og Hylke. Gør det for landsbyernes skyld. Hvad er det for nogle lokalpolitikere, vi har til at styre kommunen?