112

Tre biler fik buler i Resdal

Venstresvingsuheld på hovedvejen onsdag eftermiddag

6. august 2020, 09.13

RESDAL Der skete en hel del materiel skade, men ingen mennesker kom noget til ved et færdselsuheld onsdag med tre implicerede biler på A52 Viborgvej ved Resdal Bakke.

Det oplyser politiet i Silkeborg, som modtog anmeldelsen klokken 16.40.

Den forreste af de tre biler holdt stille på hovedvejen afventende at skulle svinge til venstre ad Resdal Bakke. Bilen, der kørte i nordlig retning, blev ført af en 81-årig mand fra Silkeborg.

Bag den 81-årige holdt en ligeledes afventende bil med en 60-årig mand fra Kjellerup bag rattet.

Uheldets tredje part var en bil ført af en 76-årig kvinde fra Aalborg.

- Hun overså de to forankørende biler og kørte op bagi dem, hvilket resulterede i et lille harmonikasammenstød. Heldigvis var der ingen personskade, siger politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.