Eneforhandling herhjemme: Kasserede computere kan genbruges

Silkeborgfirma har eneforhandling herhjemme på brugt, bærbar computer, som ligner et nyt produkt

5. november 2019, 12.21

Administrerende direktør Jan Roedahl, til højre, og salgsdirektør Bo Søgaard driver Elitecom ApS i Silkeborg. Firmaet har købt erhvervsjord af Silkeborg Kommune ved motorvejen i Funder, og opførelsen af nyt Elitecom-domicil er i fuld gang.

Den lokale IT-leverandør Elitecom ApS satser grønt med verdens første certificerede, CO2-neutrale bærbare computer.

Det gælder distributionen af såkaldt reproducerede laptops fra den britiske virksomhed Circular Computing, hvor Silkeborgfirmaet har indgået ene-aftale om at bringe produkterne til det danske marked.

Computeren betegnes som bæredygtig, miljøvenlig og prismæssig overkommelig, og Jan Roedahl, administrerede direktør hos Elitecom, er begejstret over samarbejdet med Circular Computing, en virksomhed hjemhørende i Portsmouth i Sydengland.

- Circular Computing er globalt anerkendt som de første på området, og hos Elitecom deler vi mange af deres kerneværdier. Det er et win for os, et win for kunderne og et win for vores planet, siger Jan Roedahl.

Baggrunden er blandt andet, at der på verdensplan årligt fremstilles 160 millioner laptops.

Unødvendigt affald

Det resulterer ifølge Elitecom i et massivt ressourceforbrug og bidrager dermed til store CO2-udslip.

Samtidig kasseres 160.000 laptops dagligt i EU alene, hvilket resulterer i mange millioner ton elektronik-affald.

- Og det er alt sammen unødvendigt. Over 70 procent af disse kasserede laptops kan genbruges, lyder det fra Silkeborgvirksomheden.

Og specialet hos Circular Computings er netop genbrug - såkaldt refabrikation.

Denne del af arbejdet foregår i den britiske virksomheds afdeling i Dubai, fortæller Jan Roedahl.

Produktionsstedet åbnede i februar 2017 har cirka 400 ansatte.

- Circular Computing er verdens første reproduktionsvirksomhed af laptops. Det gælder computere, der tidligere var leasede og kommer tilbage fra store koncerner. De gennemgår en omfattende, fem timer lang reproduktionsproces. Her bliver de afmonteret, renset, repareret, opgraderet og får til sidst en state-of-the-art finish, så de ligner et nyt produkt. Alt sammen foregår hos Circular Computing, fortæller Jan Roedahl.

De kendte mærker

Oprindelsesprodukterne er typisk velkendte computermærker som Lenovo og HP.

Før computerne sendes på markedet på ny i refabrikeret udgave, bliver de tillige forsynet med Circular Computing-stempel.

På Bohrsvej er business unit manager Lars Steffensen udpeget som salgsansvarlig for det nye, bæredygtige produkt.

Lars Steffensen har godt 20 kolleger i Elitecom ApS, hvor Jan Roedahl og dennes kompagnonen, salgsdirektør Bo Søgaard udgør ledelse og ejerskab.

Jan Roedahl og Bo Søgaard samt flere andre nuværende Elitecom-folk kender hinanden som mangeårige kolleger i IT-leverandørbranchen.

I 2017 blev Elitecom ApS stiftet i Bording.

- Tidligere var vi ansat som chef-kolleger i samme virksomhed, og vi puslede i længere tid med tanken om, at det måske kunne være sjovt at gøre det selv, fortæller Jan Roedahl og Bo Søgaard.

- Idéen blev mere og mere moden, og en dag sagde Bo: »Jan, nu gør vi det«. Sammen havde vi en masse idéer om, hvad det, var vi ville, og vi vidste, at vi var gode til at arbejde sammen, tilføjer administrerende direktør Jan Roedahl.

Kunderne fulgte med

Siden startede i 2017 er det lykkedes at vækste i en sådan grad, at det blev nødvendigt at flytte fra Bording til Hagemannsvej i Silkeborg og efterfølgende fra Hagemannsvej til Bohrsvej.

- Kunderne fulgte med os over i Elitecom, og derudover kommer nye kunder til. For nylig åbnede vi en afdeling i Hillerød og er i fuld gang med at opbygge en salgsorganisation på Sjælland. Vores målsætning er at skabe en arbejdsplads, hvor arbejdsglæden er i højsædet, fastslår Jan Roedahl og Bo Søgaard.

Men udviklingen stopper ikke her.

For nylig præsenterede firmaet planerne om opførelsen af nyt firmadomicil ved motorvejen i Funder.

Af Silkeborg Kommune har IT-leverandøren købt 6000 kvm erhvervsjord. Byggeriet er i fuld gang, og efter planen flytter Elitecom i den nye ejendom 1. marts næste år.

Circular Computing-forhandlingen er blot et af flere forretningsområder i Elitecom. Andre dele omhandler eksempelvis

• Hardware-salg via IT-forhandlere

• Direkte salg og rådgivning til slutkunder i det professionelle segment

• Buy Back - hvor Elitecom tilbyder tilbagekøb af IT-udstyr - computere, telefoner m.v. med henblik på genanvendelse

• Bruttolønsordning - der vil sige udbyder af computere, mobiltelefoner som personalegoder via bruttolønsordning

Administrerende direktør Jan Roedahl (tv) og salgsdirektør Bo Søgaard driver Elitecom ApS i Silkeborg. Firmaet har købt erhvervsjord af Silkeborg Kommune ved motorvejen i Funder, og opførelsen af et nyt Elitecom-domicil er i fuld gang.
Business unit manager Lars Steffensen står for salget af refabrikerede computere fra Circular Computing. Elitecom har blandt andet fokus på kommunerne med produktet, som er bygget på dels nye dels genanvendte dele. Den britiske leverandør har valgt at plante fem nye træer i verden for hver computer, man omsætter.
Business unit manager Lars Steffensen står for salget af refabrikerede computere fra Circular Computing. Elitecom har blandt andet fokus i kommunerne med produktet, som er bygget på dels nye dels genanvendte dele. Og den britiske leverandør har valgt at plante fem nye træer i verden for hver computer, man omsætter.