Midtjyske Meninger: Byens seniorer

Udgivet:24. januar 2022, 14.37

Læsetid:3 minutter

Af Kim Dyrholm. Silkeborg indehaver af facebook-debatsiden VisionSilkeborg.dk

I Silkeborg sluttede vi 2021 af med at få en ny »bestyrelse« for kommunen med en ny formand i form af Helle Gade. Alle der er i politik og ønsker mere indflydelse fremhæver naturligvis under en valgkamp de mærkesager man har, og lover hvad man vil kæmpe for, selv om de alle ved, at der ikke bliver et flertal bag alle deres »løfter«.

Når Jan Beck-Nielsen går til valg på et totalt byggestop i Silkeborg by i fire år, ved han selvsagt godt, at det »løfte« ikke har gang på jorden, men håber måske nogen alligevel falder for det ret luftige statement. Og han fik da også en plads ved bordet med 0,89 % af stemmerne fra de stemmeberettigede ...

Ældrepleje og ældreomsorg fyldte - berettiget - også en del i valgkampen. Ældreudvalget har fået nye medlemmer og ny formand i Jonas Sivertsen. Så langt så godt - det er altid sundt at ryste posen. Der hvor det bliver spændende - både i Ældreudvalget, og alle andre nye udvalg - er, hvordan man så vil indfri alle de gyldne løfter.

Enhver ved, at det meste koster penge, og budgettet for 2022 blev vedtaget af det »gamle« byråd, og der er derfor ikke nye penge at gøre noget med. Helle Gade har også blødt meget op omkring sit løfte om en værdighedskontrakt. Det løfte skal hun dog nok indfri, da det er ret abstrakt hvad kontrakten vil indeholde. Men løftet er blevet ændret til håb: »Jeg håber, at man på en eller anden vis vil opleve, at tilstedeværet og omsorgen bliver bedre«, som borgmesteren sagde til avisen ved sin tiltrædelse.

Personligt synes jeg godt om, at man som i Sorring tager sagen i egen hånd og opretter friplejehjem. Udvalgsformanden har dog også - tynget af budgetterne - meldt ud, at man ikke fra kommunal side ser et problem i, at der tages private initiativer på plejehjemsområdet.

Personligt synes jeg godt om, at man som i Sorring tager sagen i egen hånd og opretter friplejehjem. Udvalgsformanden har dog også - tynget af budgetterne - meldt ud, at man ikke fra kommunal side ser et problem i, at der tages private initiativer på plejehjemsområdet.

På samme måde opstår i disse år en moderne form for kollektiver hvor den gamle 68’er generation flytter ind i bekvemmelige seniorbofællesskaber - men med hver sin lejlighed, fælles, lukkede grønne områder, wellness, pleje, strikkeklubber, dart og fredagsbar. En tendens flere fremtidsforskere mener, at der kun vil blive forstærket.

Der er ved at være mange af disse oldekoller rundt om i Danmark - flere steder ligger seniorerne i kø i dagevis, for at sikre sig den bedste lejlighed. Også i Silkeborg spirer ideerne om at alderdommen ikke længere skal være længst mulig alene i eget parcelhus, for til sidst at ende på et underbemandet, kommunalt plejehjem.

På Kejlstrupvej/Lupinvej opføres lige nu 96 lejligheder i Holmsø Boligresorts, der skal være et »serviceret bofællesskab tilpasset en aktiv og social seniortilværelse«, som det lyder fra bygherren. Der er tilbud om tøjvask og rengøring og udearealerne med grill og petanque bliver passet. Præcis den slags bynære »seniorresorts« skal vi have flere af i Silkeborg - det vil være en god niche for en ejendomsudvikler at gå ind i, og målgruppen har pengene til det. Det vil sikre en bedre kommunal økonomi til de svagest stillede ældre, for det trænges der til i Silkeborg.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.