Mulighed for pasning af egne børn

Udgivet:15. november 2021, 13.30

Læsetid:1 minut

Af Lone Glarbo Medlem af Favrskov Byråd for Venstre

NYTÆNKNING Vi har stor mangel på dagplejere, vuggestue- og børnehavepladser i en stor del af Favrskov.

Vi mangler tid, og vi mangler penge. Flere dagplejere er en rigtig god løsning på begge problemer. En dagplejer kan begynde relativt hurtigt, og vi skal ikke bygge hjemmet først.

I Venstre arbejder vi også for at gøre hjemmepasning mulig. Vi ønsker, at en forælder kan aflønnes med det beløb, det ville koste med en pasning i det kommunale tilbud. Hjemmepasning i barnets første par år kunne jo være en mulighed for at snuse til at arbejde som dagplejer efterfølgende.

Det er win-win.

Det har vist sig svært at tiltrække nye dagplejere, og derfor er vi nødt til at give dem bedre vilkår, så det bliver mere attraktivt. Venstre har været rundt i kommunen i valgkampen, og det er et af de områder, hvor der efterlyses nytænkning i Favrskov.

I dag er det muligt at passe sit eget barn, indtil det bliver tre år. En dagplejer i Favrskov arbejder 48 timer om ugen. Det betyder, at ens eget barn skal i børnehave i ca. de samme antal timer. En dagplejer må ikke bringe eller hente eget barn i børnehaven, og de må ikke gå i en butik for at handle ind. Det vil jeg arbejde på at ændre. Jeg tænker faktisk, at børn ville nyde en tur i en dagligvarebutik, når det ikke er i ulvetimen med en travl forælder efter kl. 16.

Det er heller ikke muligt at passe sine børnebørn som dagplejer. Det virker fornuftsstridigt at have et barnebarn, som passes i nærheden, men ikke i bedstemors dagpleje.

I dagplejen har man fire børn. Så bedre normering findes heller ikke.