Bjedstrup skoledistrikt er et stærkt erhvervsområde

17. september 2020, 12.01

SKOLESTRUKTUR I øjeblikket forhandles der budgetter på Fælleden. Et af de meget omtalte emner, er de påtænkte lukninger af landsbyskolerne i Bjedstrup og Hylke.

For at retfærdiggøre lukningen af Bjedstrup Skole henter fortalerne fortsat argumentation i en fejlbehæftet, men sikkert dyr, konsulentrapport. En rapport, der viser en årlig besparelse på 1,8 mio for kontraktholder og fast tilskud til Bjedstrup Skole. Man regner også med årlige driftbesparelser på 2 mio kr. ved sammenlægning med endnu en skole i Ry.

Disse simple besparelser går hurtigt tabt i en række andre afledte effekter, og derfor skal politikerne have gang i en større regnemaskine til budgetforhandlingerne. En af disse afledte effekter er, at Bjedstrup skoledistrikt også er blevet et stærkt erhvervsområde.

Bjedstrup Skoledistrikt er et af de områder i Skanderborg kommune med absolut højeste antal virksomheder i forhold til indbyggere.

At Bjedstrup skoledistrikt er et stærkt erhvervsområde, er et af de forhold, man glemmer i de forsimplede og fejlagtige beregninger. I Bjedstrup skoledistrikt er der registreret knap 200 virksomheder med egne CVR numre. Dertil kommer de musikere, artister og andre freelancere, der også driver selvstændig virksomhed.

Dette betyder, at Bjedstrup Skoledistrikt er et af de områder i Skanderborg kommune med absolut højeste antal virksomheder i forhold til indbyggere. Til sammenligning er der, selv når man tæller erhvervshuset på Rugaardsvej 5 med, kun registreret 110 virksomheder på Kildebjerg i Ry. (Kilde: virk.dk)

Mange af virksomhederne i Bjedstrup Skoledistrikt er soloselvstændige og mikrovirksomheder. Netop disse typer virksomheder stod for 70% af vækst i arbejdspladser i 2018 (Kilde: Dansk Byggeri).

Der er mange nystartede eller »nytilflyttede« virksomheder i skoledistriktet - og mange af disse virksomheder drives af virksomhedsejere, der selv har børn på Bjedstrup Skole. Uden skoletilbud i Skanderborg kommunes landdistrikter vil selvstændige udflyttere fra Aarhus og København, der søger work-life balance, uden tvivl vælge omkringliggende kommuner med bedre betingelser for familielivet.

Netop denne balance mellem arbejdsliv og familieliv er, ifølge undersøgelser blandt den landsdækkende interesseorganisation Danske Soloselvstændiges medlemmer, motivationen for mange nyslåede virksomhedsejere. (Kilde: Interesseorganisationen Danske Soloselvstændige).

Kan Skanderborg kommune ikke tilbyde disse betingelser, går Skanderborg kommune glip af den vækst, der naturligt følger med den nye type virksomhedsejere.