Derfor gik jeg!

20. januar 2020, 12.54

UDMELDELSE Det spørgsmål, som jeg er blevet stillet flest gange siden i torsdags, hvor jeg desværre måtte melde mig ud af Socialdemokratiet, er : »Hvorfor bliver du ikke og kæmper i partiet?«

Det har jeg gjort i 2 år og specielt tiden siden den 9. december 2019, hvor Fællesledelsen meddelte, at de anbefalede Søren Kristensen til genvalg som borgmesterkandidat, har været utrolig krævende. Selv jeg kan løbe tør for kræfter, og det skete i torsdags.

Jeg vil kraftigt understrege, at jeg aldrig har været i spil som kandidat til posten og ej heller har ønsket det. Så det er ikke bristede personlige ambitioner, der er årsagen til min udmelding.

Jeg er holdspiller - 100 % holdspiller - og har gennem de sidste 3 år deltaget i stort set alt politisk arbejde internt.

Der er, indenfor byrådspolitik, kun én post, der er interessant, og det er borgmesterposten. Skulle jeg været blevet ofret i det spil, for at vinde kæden, ville det være helt okay med mig, men at Fællesledelsen vælger en kandidat, der hverken menneskeligt eller i forhold til personlige relationer nogensinde vil kunne tage kæden fra Steen Vindum, er mig fuldstændig uambitiøst.

At bevidst vælge at gå i opposition i 6 år fra nu, er - i min verden - at spille politisk fallit, og derfor har jeg valgt at melde mig ud.

Mine nære venner ved, at min troværdighed er ukrænkelig!!

Det lyder meget filosofisk, men jeg har valgt »løgnen« fra, for mange år siden og når jeg siger, at vi var 7 byrådsmedlemmer fra A, der anbefalede Fællesledelsen at finde en anden kandidat end Søren, ved mine rigtige venner, at det er helt i overensstemmelse med sandheden. Jeg har desuden et par gange hørt Steen Vindum sige, at den eneste modkandidat han frygter, er en kvindelig socialdemokrat - hvorfor ikke give Steen, det han frygter ?

At mine tidligere partikollegaer har fået mundkurv på i torsdags på et gruppemøde, kommer såmænd ikke bag på mig. Det er også en del af det politiske game.

Jeg er stadigvæk socialdemokrat helt ind i hjertet, jeg har bare ikke min partibog i orden. De næste 2 år vil jeg bruge på at føre social politik, og jeg håber faktisk på, at mit forhenværende parti kommer stærkt tilbage om 6 år - det fortjener Silkeborg og det fortjener Socialdemokratiet - det kræver bare den rigtige anfører på holdet.