
Bjarne Pedersen skiftede efter 34 år i Jyske Bank: Boligstarter hjælper køberne godt på vej
Tidligere Jyske Bank-afdelingsdirektør Bjarne Vestergaard Pedersen bidrager til kontorfællesskabet i Floor1 på Vestergade
Udgivet:11. oktober 2022, 09.00
Læsetid:5 minutter
Bjarne Vestergaard Pedersen: - Meget kan gå galt i forhold til kommunikationen med banken, når man gerne vil købe hus, og det er vores erfaring, at nøglen til succes ligger i at være godt forberedt til mødet med sin bank.
8 måneder siden
Hos Boligstarter ApS i Silkeborg er der hjælp at hente for boligkøberne.
Manden bag rådgivningsfirmaet, Bjarne Vestergaard Pedersen, holder til på Vestergade - som en del af Floor1-kontorfællesskabet.
Efter 34 år i Jyske Bank skiftede den tidligere Alderslyst-afdelingsdirektør til selvstændig rådgiver for to et halvt år siden.
Bjarne Vestergaard Pedersen fortæller, at han måtte samle mod til sig, inden han traf sin beslutning om at sige farvel til banken.
Men i dag er han ovenud tilfreds med, at han blev »boligstarter«.
- Det er fedt, og der er god energi i det. Det bedste er jo at få god feedback fra en boligkøber, som skriver til os, at det ikke havde kunnet lade sig gøre med det nye hus uden os, fastslår Bjarne Vestergaard Pedersen.
I rådgiverrollen er det først og fremmest to ting, han fokuserer på: Finansieringsdelen samt forhandlingsstrategien i forhold til sælger og dennes ejendomsmægler.
- Det er de to ting, som boligkøberne finder svære og efterspørger, og her at vi kan gøre en forskel. Boligstarter er altid på købers side, og uden finansiering ingen bolig. Sådan er det, og her kan jeg virkelig bruge mine kernekompetencer, som jeg har med fra banken, siger Bjarne Vester-gaard Pedersen.
Økonomisk overblik
- Meget kan gå galt i forhold til kommunikationen med banken, når man gerne vil købe hus, og det er vores erfaring, at nøglen til succes ligger i at være godt forberedt til mødet med sin bank: Hvad drømmer man om som køber? Hvad er realistisk, og hvor mange penge skal man have sparet op?
- Her udarbejder vi et økonomisk overblik, som køberne kan forholde sig til og have med til mødet i banken - eller endnu bedre sende til banken forud for mødet. Når man er velforberedt og ved, hvad bankrådgiveren vil spørge om, er man mere i øjenhøjde fra starten. Det giver ganske enkelt langt mere kvalitet i mødet og kundeoplevelsen. Både bankkunden og bankrådgiveren sætter pris på det, og det er jo ikke sådan, at vi tager noget fra bankens rådgiver. Vi spiller blot begge parter bedre og hjælper køberen med at få behov og prioriteter på plads, forklarer Bjarne Vestergaard Pedersen.
Uafhængig rådgivning
Som erfaren bankmand sidder han med fint overblik over, hvilke beregninger med nøgletal, banken efterspørger. Og Boligstarter anbefaler ikke én bestemt bank frem for andre.
- Vi er uvildige og uafhængige. Vi får ikke provision eller lignende nogen steder fra, fastslår Bjarne Vestergaard Pedersen.
Når aftalen er på plads omkring finansieringen, venter boligkøbets næste fase.
- Sælgeren har jo en mægler på sin side som professionelle rådgiver. Ifølge lovgivningen må sælgers mægler ikke rådgive boligkøberen, og derfor er vi relevante i denne rolle. På købers side står vi typisk for at lægge en budstrategi med udgangspunkt i den konkrete bolig, områdets historik og ud fra, hvordan markedet ser ud. Vi kan også arrangere det, hvis der er behov for en håndværksmæssig vurdering. Når en købsaftale er på plads, er vores del af købsprocessen ved at være rundet af, fortæller Bjarne Vestergaard Pedersen.
Den juridiske del og berigtigelsen af handlen overlades til eksperter med andre kompetencer.

Bjarne Vestergaard Pedersen har Boligstarter sammen med en forhenværende Jyske Bank-kollega, Louise Frøstrup Christensen. Hun stiftede firmaet. I dag arbejder Louise Frøstrup Christensen som forretningschef hos Aura, mens Bjarne Vestergaard Pedersen står for Boligstarter i det daglige sammen med hustruen Karna Klausen.
Sidstnævnte har ligeledes fortid i Jyske Bank.
Fra 1996-2006 var Bjarne Vestergaard Pedersen Jyske Bank-afdelingsdirektør i Ejstrupholm.
Herefter fulgte 14 år på Borgergade som leder af Alderslyst-afdelingen.
En organisationsændring gjorde, at han ikke længere skulle fortsætte som afdelingsdirektør, og i stedet blev Bjarne tilbudt en anden stilling i banken.
Den nye situation satte gang i overvejelserne.
- Jeg tænkte, at det her var muligheden med et åbent vindue for mig. Det var nu, hvis jeg skulle prøve noget andet. Jeg var super glad for at være i Jyske Bank, og det var ikke sådan, at jeg ønskede at komme væk derfra ved først givne lejlighed. Men den nye situation opstod, og jeg benyttede lejligheden til at sige tak for 34 gode år i Jyske Bank.
Mange tanker om fremtiden
- Men selvfølgelig var det meget at sige farvel til et spændende job i trygge rammer og ikke mindst gode kolleger. Så jeg havde helt sikkert nogle aftener og nætter, hvor jeg tænkte meget over tingene. Opgaverne i Jyske Bank var i min comfortzone, så det krævede mod at sige til mig selv, at jeg skulle prøve noget andet. For hvordan kunne de kompetencer bruges andre steder, som jeg havde med mig fra banken? Det var lidt som at hoppe ud fra vippen fra 10 meter eller i hvertfald mindst tre meters højde. Det gav virkelig adrenalin til kroppen, men samtidig var der også masser af god energi i det, fortæller Bjarne Vestergaard Pedersen.
Ved starten på Boligstarter i begyndelsen af 2020 arbejdede han fra hjemmet i Hvinningdal.


Far og søn driver kontor-fællesskab på Vestergade
- Om sommeren gik vi for alvor i luften med firmaet, og jeg mærkede hurtigt, at jeg savnede et professionelt miljø. Jeg havde behov for et sted med fagligt fokus og mulighed for ping-pong med andre selvstændige.
Bjarne Vestergaard afsøgte forskellige muligheder, og fra Jyske Bank-tiden kendte han Finn Herlev rigtig godt - Finn Herlev, som etablerede Floor1-kontorfællesskabet sammen med sønnen Jonas Herlev.
På den led blev Boligstarter den første lejer på Vestergade.
- Floor1 har en god beliggenhed i Silkeborg, og prisen er fornuftig. Stedet matcher vores behov, og det giver god energi at komme herind og mødes med de andre. Jeg er sikker på, at jeg havde savnet noget drivkraft, hvis jeg var fortsat med at sidde hjemme - uden kontorfællesskabet ingen Boligstarter, siger Bjarne Vestergaard Pedersen.