Enhedslisten med ny spidskandidat

18. november 2016, 08.55

Bodil Kvistgaard Olsen fra Houlbjerg nævner bedre offentlig transport i kommunen, udvikling af landsbyerne, en økologisk indkøbspolitik i kommunen og at alle boligveje skal forblive kommunale som nogle af sine mærkesager som spidskandidat for Enhedslisten til byrådsvalget om præcis et år.

favrskov Enhedslisten stiller med en ny spidskandidat til næste års byrådsvalg. 47-årige Bodil Kvistgaard Olsen fra Houlbjerg bliver ny spidskandidat i stedet for byrådsmedlem Peder Meyhoff fra Hinnerup.

- Når valget afholdes, er jeg 68 år og klar til at gå på pension. Så derfor vil jeg træde et skridt tilbage i Enhedslisten Favrskov, siger Peder Meyhoff.

Enhedslisten har spurgt alle medlemmer om de havde lyst til at blive spidskandidat. Det havde kun Bodil Kvistgaard Olsen, som derefter blev valgt uden modkandidat.

Hun er folkeskolelærer med job på en skole i Randers. Hun er gift og har to børn på 17 og 10 år. Bodil Kvistgaard Olsen har været aktiv i Enhedslisten i mange år, hvor hun har været folketingskandidat og er aktiv som sparringspartner for Peder Meyhoff og er derfor allerede godt orienteret om byrådets arbejde.

Enhedslisten stiller op på partiliste, så derfor er Bodil Kvistgaard Olsen ret sikker på at blive valgt, hvis partiet igen får et mandat i byrådet.

Peder Meyhoff har besluttet at genopstille som byrådskandidat - men altså uden at blive spidskandidat.

- Hvis det ender med, at jeg skulle blive genvalgt, så tager jeg det med, men det bliver så med Bodil som gruppeformand, siger Peder Meyhoff. prej