Dagplejebørn lærer at mærke sig selv

Dagplejen i Them har fokus på mindfullness og yoga op til Dagplejens Dag 9. maj

Udgivet:24. april 2018, 09.38

Læsetid:1 minut

Dagplejen i Them har fokus på mindfulness for børnene. Det betyder blandt andet, at de kan få fodbad og massage, når de er i legestue.

Them Dagplejen i Them er i gang med et større projekt om kroppen og om at mærke sig selv.

Det handler om mindfulness for børn, og onsdag den 9. maj, hvor der rundt om i landet er »Dagplejens Dag«, har den kommunale dagplejen i Them valgt at have fokus på mindfulness.

- Det er vigtigt, at børnene kan mærke sig selv. Det giver dem en indre ro og en rummelighed, der i sidste ende giver barnet tryghed og selvværd. Kan man rumme sig selv, kan man også rumme andre, og det er en rigtig fin forudsætning at have med ud i livet, fortæller dagplejer Anette Gamborg.

Til »Dagplejens Dag« onsdag den 9. maj går dagplejemødrene på gaderne i Them by med pyntede barnevogne og mod byens bibliotek og medborgerhus. Her vil det være muligt at høre lidt om, hvordan de arbejder med mindfulness, og hvad det betyder for både dem og deres dagplejebørn.

Dagplejedagen slutter med udendørs yoga i en af dagplejernes haver.