Cirkusprinsessen

Isabella Enoch Sosman er født ind i en cirkusfamilie og turnerer nu med Cirkus Trapez. Torsdag fylder hun 60

22. oktober 2020, 11.30

Allerede i en alder 11 år blev Isabella Enoch Sosman trapezstjerne. Senere optrådte hun også i forældrenes Cirkus Dannebrog, hvor hun udførte alle de farlige numre.

FØDSELSDAG: Cirkusdirektør Isabella Maybritt Enoch Sosman fylder 60 år torsdag den 22. oktober. Siden 2016 har hun sammen med sin sambo Bernhard Kaselowsky drevet Cirkus Trapez, som turnerer i Jylland og på Fyn.

Isabella Enoch blev født i København og var artistægteparret Haddy og Solveig Enochs tredje barn. Forældrene turnerede dengang verden rundt som cykelekvilibristerne The Haddies, og Isabella og hendes søskende kom derfor til at tilbringe deres barndom på rundrejse fra land til land.

I 1972 optrådte The Haddies i Ecuador, hvor det cirkus, de var med, pludselig manglende en trapezartist, idet deres hidtidige trapezstjerne rejste hjem. Isabella fik derfor sin artistdebut som trapezstjerne i en alder af kun 11 år. Mama og papa Enoch var ikke begejstrede - det var jo farligt! Men Isabella brændte for at optræde i trapez, så Haddy og Solveig måtte give sig.

Siden blev Isabella en trapezstjerne af internationalt format, ganske som de ligeledes danskfødte La Norma Fox og Greta Frisk var blevet før hende, og udførte alle de flotte og farlige tricks, som man kan lave i en svingtrapez: knæhang (også i et ben), hælhang, at glide fra knæhang til hælhang, nakkehang, abfal (fald fra siddende eller rygliggende stilling, således at benene griber trapezens snore) og så videre.

Ved den prestigefyldte franske Festival Mondial du Cirque de Demain fik Isabella en fornem pris, manegeprisen, og i de følgende år optrådte hun i en række førende cirkus og varieteer over store dele af verden. For eksempel var hun i tre sæsoner i det store tyske Cirkus Barum.

Efter at Haddy og Solveig Enoch genstartede Cirkus Dannebrog i 1978 optrådte Isabella i nogle sæsoner hos Cirkus Dannebrog og i andre sæsoner i udlandet. I flere sæsoner var det hende, der satte Cirkus Dannebrogs forestillinger i scene.

I 1989 blev Isabella gift med den franske klovn Eddy Sosman, med hvem hun har børnene Edward og David. Eddy døde i en ung alder i 2002.

Udover sit virke i Cirkus Trapez er Isabella Enoch et ofte benyttet jurymedlem til mange cirkusfestivaller verden over. Hun har blandt andet været i juryen til verdens største cirkusfestival, den internationale cirkusfestival i Monte Carlo, hvor hun side om side med prinsesse Stéphanie var med til at bedømme nogle af verdens bedste artister.

Isabella Enoch Sosman bor i dag i Mølby ved Sommersted sammen med Bernhard Kaselowsky. MTL