Ø-tur: Efterårsferie i aktiviteternes tegn

På Rømø kan besøgende vælge mellem et overflødighedshorn af arrangementer i uge 42, og resten af efteråret er der også meget at opleve

Udgivet:05. oktober 2022, 14.10

Læsetid:7 minutter

Hesteridning på stranden er en yndet adspredelse på Rømø. Foto: Jesper Møller

Af Jesper Møller
redaktion@m-jylland.dk

1 år siden

Udsigten er yderst varieret med en række elementer fra den danske natur, der kan ses fra ét og samme sted. Vi skuer ud over såvel et hedelandskab med masser af lyng, og dertil kommer sandklitter, marehalm, træer og meget andet smukt. Længst ude mod vest kan vi skimte Vadehavet, og over os svæver diverse fugle rundt.

Den skønne udsigt kan betragtes fra toppen af Spidsbjerg på Vadehavsøen Rømø. Med sine 19 meter er "bjerget" sammen med Høstbjerg øens to højeste punkter - tæt forfulgt af Stagebjerg med 18 meter. Fra de to sidstnævnte toppe er udsigten dog ikke helt så god som fra Spidsbjerg.

Spidsbjerg ligger inde midt på øen i Kirkeby Plantage, og det er ikke muligt at køre i bil dertil. For at nyde udsigten må man gå 20-30 minutter fra nærmeste parkeringsplads, men det er absolut turen værd. Den foregår gennem skov og hede og er del af en større vandrerute, som man også kan vælge.

Ruten er en af Rømø-stierne, som er et netværk af vandrestier på i alt 17 km, der er delt op på fem enkeltruter. En af øens cykelruter går også forbi Spidsbjerg, så man kan også komme dertil på to hjul.

Rømø er verdensberømt for sine formidable strande på øens vestkyst, der også indbyder til dejlige gåture, og derfor overser mange de fine ruter inde på øen. Af samme grund er disse vandreruter bestemt ikke overrendte.

Kom ind i en bunker

Overvejer man en tur til Rømø her i efteråret, behøver man ikke kede sig et øjeblik. Dertil er der alt for mange aktiviteter at give sig i kast med.

Især i efterårsferien er der skruet op for aktivitets-blusset, og er man til at opleve naturen, bør man kaste et blik på Naturcenter Tønnisgårds udflugtsprogram. Her kan man komme på en lang række guidede ture, hvor naturvejledere og andre eksperter fortæller om de lokale seværdigheder.

Et godt eksempel er de såkaldte bunkersture. Under 2. Verdenskrig byggede tyskerne en række bunkere på Rømø, der både husede kanoner samt en hemmelig radarstilling. Bunkerne er der stadig og ligger i dag i Tvismark Plantage. På en bunkertur får man lov til at komme inden for i flere af de ellers aflåste bunkere, og man får et spændende indblik i livet på Rømø under besættelsen.

Mange af naturcentrets ture går ud på vaden, som er betegnelsen for sandbunden ud for øens vestkyst, der ved lavvande er tørlagt og ved højvande dækket af tidevandet. På en vadehavstur går man ud ved lavvande, og vejlederen fortæller om det fascinerende dyre- og planteliv på vaden.

Undervejs får man en fin fornemmelse for, hvorfor den danske del af Vadehavet er blevet optaget på UNESCO’s prestigefyldte verdensarvsliste. Rømø er desuden en del af Nationalpark Vadehavet.

Smag på østers

Efterår er tiden for østersture, hvor man også begiver sig ud på vaden - denne gang for at finde østers og muslinger. Der er smagsprøver på østers undervejs, og hvor vandet om sommeren er for varmt til, at man kan spise de lokale østers, er det anderledes om efteråret. Det siges, at de måneder, der slutter med "er", er de bedste til at samle og spise østers.

Artiklen fortsætter under billedet ...

På en østerstur er der gode muligheder for at snuppe sig en frisk østers. Foto: Thomas Høyrup Christensen

Udover den traditionelle østerstur er der også en gourmetversion, hvor man efter østers-indsamlingen får gode råd og lokale ingredienser til at tilberede østers-mad i en stenovn.

Selv om strandene på Rømøs vestkyst har flere navne som Lakolk Strand og Sønderstrand, er der i praksis tale om én lang strand på 16 km, som samtidig er særdeles bred - ikke mindst ved lavvande.

Gigantstranden indbyder til mange aktiviteter, og blandt de mest populære er gåture samt at sætte drage op. Hvis man ikke er kuldskær, er en tur i bølgerne også rart her i efteråret, hvor man også kan være heldig at finde rav på stranden.

Der er desuden mulighed for at komme på en guidet ridetur på vaden, og de fartglade kan prøve strandsejlads, hvor man i køretøjer på hjul lader sig trække rundt af et sejl.

Sving golfkøllerne

Golfspillere har også kronede dage på Rømø, hvor der er hele to golfbaner. Dels en traditionel 18 hullers bane – samt en 9 hullers såkaldt Pay & Play bane. Sidstnævnte er især velegnet til de knap så øvede golfspillere, der ikke er medlem af en golfklub. Under en rundtur på golfbanen kan man være sikker på at se nogle af de mange fugle, der bor i de små vådområder omkring baner, ligesom man kan være heldig at se nogle af de harer, der også holder til på golfarealet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Fra golfbanen ser det ud som om, at færgen fra Sild kører oven på diget, når den sejler forbi. Foto: Jesper Møller

Golfbanerne hører til Enjoy Resorts Rømø, som er et stort feriecenter, der ligger i udkanten af Havneby, der er hovedbyen på Rømø. En række af de i alt 200 ferieboliger ligger lige ud til golfbanen.

Fra disse samt fra golfbanen kan man jævnligt nyde et ganske spøjst syn. Her sejler færgen mellem Rømø og den tyske naboø Sild nemlig forbi, men på grund af et dige kan man herfra kun se den øverste del af færgen, og det ser grangiveligt ud som om, at færgen kører hen langs diget i stedet for at sejle på vandet.

Er man til golf i den mere afslappede udgave, bør man prøve minigolfbanen ved Den Gamle Købmandsgård. Den er helt nyrenoveret og meget velholdt, og så ligger de 18 huller i en hyggelig have, hvor der er bænke ved hvert hul.

Masser af wellness

Bliver man ramt af dårligt vejr, er der også råd for det. På Enjoy Resorts finder man nemlig Sønderjyllands næststørste indendørs wellnessområde. Fordelt på 2600 kvadratmeter kan man boltre sig i alverdens spabade, dampbade, terapibade, saunaer og bassiner, ligesom man kan lade sig forkæle med en lang række forskellige kropsbehandlinger.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den enorme Sønderstrand er en ægte legeplads, hvor kørsel med sejltrukne små køretøjer er ganske populært. Foto: Jesper Møller

På den kulturelle front er der ligeledes enkelte oplevelser at hente. Rømø lokker nemlig primært med aktiv ferie samt strandferie. Men museet Kommandørgården samt Rømø Kirke er bestemt også værd at besøge.

Madmæssigt kan især to restauranter anbefales. Man spiser glimrende på restaurant Ø på Enjoy Resorts, og så kan man i den grad få sulten stillet på Café Fru Dax i Lakolk Butikscenter. Her får man ukompliceret velsmagende mad i særdeles generøse portioner til ganske rimelige priser. Og kan man rumme mere, har stedet også et berømt ishus med over 50 forskellige smagsvarianter – velbekomme.

Så uanset vejr og vind er der rigeligt at foretage sig som gæst på Rømø i efterårsferien og resten af efteråret.

Efteråret er det optimale tidspunkt at se store fugleflokke. Foto: Visit Rømø-Tønder
Ferieboligerne på Enjoy Resorts passer fint ind i det omkringliggende landskab. Foto: Enjoy Resorts