Midtjyske Meninger: Handel og vandel

13. juli 2020, 11.30

Foto: Martin Ballund

Når min familie og jeg gennem årene har været på udflugter og ferier rundt i landet, er vi somme tider blevet spurgt, hvor vi kommer fra, og når vi har sagt, vi var fra Låsby, har folk lyst op og sagt: »Nåh Låsby-Svendsen…!« Han har været berømt og berygtet overalt i kongeriget, og nu er han så død.

Allerede da jeg var tre år, hørte jeg de voksne snakke om Svendsen og forstod, det var interessante historier, som optog de voksne, så min kulsorte pigedukke kom til at hedde Svendsen. Gennem årene har jeg set og hørt Svendsen live på markeder, og der var en energisk og glad energi i den mand og hans handlen. Han kunne tilsyneladende snakke alt op og få det solgt.

Historierne blev også ved at dukke op; muligvis var de pyntet og gjort mere spændende, men det stod klart, at han både kunne handle og tage folk ved næsen. Egentlig synes jeg ikke, det er tiltalende at snyde folk, men man kunne jo lade være med at handle med ham.

Ingen tvivl om, at der sad et godt hoved på Låsby-Svendsen så med de evner, den kreativitet og energi, han havde, kunne han være nået langt i mange andre erhverv end ved handel med faldefærdige rønner og spegepølser.

Da jeg var barn, kom der ofte handelsmænd på besøg i mit hjem, og ikke alle var lige fine i kanten, når de handlede. Min far sagde altid, man skulle passe på ikke at komme i kløerne på handelsmændene, altså komme til at skylde dem noget. Selv var han ret god til at handle; han vidste, hvad han ville have for sine dyr, og engang hvor en af de ufine handelsmænd var hos os for at give et bud på en gammel, udslidt ko, ville han ikke byde den pris, min far ville have. Han sad overskrævs på sin knallert, og så bød han en himmelhøj pris, gassede op og ville skynde sig af sted, men min far fik fat i bagagebæreren og holdt ham tilbage, så han måtte stå ved sit bud. Han lod imidlertid dagene gå, og mine forældre troede, han var rendt fra handelen, men en sen aften kom han efter koen og afleverede pengene. Han skulle i nattens mulm og mørke ud at sælge koen til en høj pris til en af de landmænd, der var i kløerne på ham. Det varede længe, før han igen lagde vejen forbi os, men historien grinede haxholmerne af i årevis.

Så længe der er mennesker, findes der noget, der kan handles med og nogle, der snyder i handler. De senere år har der været store sager med snyd, hvidvask og bestikkelse. Det har været noget værre lusk og ikke særlig elegant. Der har Låsby-Svendsen haft en noget mere åben og charmerende måde at snyde folk på.