20 nye målere skal advare om vand og glat føre

16. september 2020, 14.02

Glatte veje udgør en alvorlig risiko i trafikken. Derfor placerer Skanderborg Kommune i samarbejde med HedeDanmark 20 nye glatførestationer, der skal »sladre« om vejrforholdene på udvalgte vejstrækninger.

RY/GALTEN/SKANDERBORG Det kan godt være, at vinteren virker en smule fjern i disse dage, men sommervejret varer næppe ved, og Skanderborg Kommune er lige nu i fuld gang med at finde ud af, hvor 20 nye målestationer, der skal give besked om is og store mængder vand på vejen skal placeres.

Med de nye målere kan kommunen lave endnu bedre glatførebekæmpelse end tidligere, fortæller Daniel Skov Nielsen, der er ingeniør i kommunens afdeling for veje og trafik:

- Vi får større viden om de lokale vejrforhold, og det giver os bedre muligheder for at planlægge vores indsats på vejene. Vi kan for eksempel salte mere præcist om vinteren og på den måde både spare penge og undgå unødvendig oversaltning, der belaster miljøet, siger han.

Glatførestationerne kan måle lufttemperatur, luftfugtighed og temperaturer på vejbanen og er udstyret med regnvandsmålere, som kan give besked om lokale skybrud, der kan udgøre en risiko på vejene.

Skanderborg Kommune er nu sammen med en klimatolog i gang med at finde placeringerne til de nye glatførestationer, som skal tages i brug til vinter. bes