Om tro, ideologi og politik

3. december 2019, 13.25

SAMMENHÆNG Poul Schlüter sagde i sin tid: »Ideologi er noget bras!«

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft folketingsvalg i år. At der inden valg af ny formand i Venstre, har været lidt uro på »bagsmækken«, også hos ledende repræsentanter herfra.

Den nyvalgte formand, Jakob Ellemann, frabeder sig enhver fløjdannelse. Og ved sin tiltrædelsestale fastslog han, at der er trosfrihed her i landet. Men når man så på næstformanden - Inger Støjberg, fornam man, at der stadigvæk er problematikker i tro, ideologi og politik.

Sandheden er jo, at tro er én ting, men ideologien og politikken hænger sammen hermed som uadskillelige etikker. Tro kan vælte bjerge, men også vælte mennesker. Og i høj grad fjern folks fornuft og rationelle tankegang.

Og derfor er tro og ideologi ikke et fredet emne. Og vil aldrig blive det i et frit samfund. Hvis jeg nu siger: »Jeg er nazist« og går ind for dennes tro og ideolog - er jeg så en fredet person? Og i min verden er en kommunist mindst lige så bandlyst. Og det muslimske ønskerige: Umma kalifatet er af nøjagtig samme kaliber.

Sandheden er jo, at til enhver trosretning knytter der sig handlemønstre og eller kulturelle sædvaner som ofte ikke passer ind i de samfund, hvortil personer, med middelalderlige tankegange, har indfundet sig. Og det kan ikke passe, at disse mønstre (tvangsægteskaber, selvudnævnt trospoliti, påklædningstvang og religiøse dogmer etc. etc., der bliver brugt til at tvinge sig til magten) - skal gå upåtalte ind i det danske samfund.

Jeg har absolut ikke noget imod at Jakob Ellemann siger, der er trosfrihed i Danmark. Men jeg har svært ved at acceptere de sociale økonomiske og juridiske problemer som disse - stort set kun de muslimske migranter, har påført det danske samfund. Det er min opfattelse, at der er rigtig mange danskere der har det sådan.

Det danske velfærdssamfund har haft svært ved at finde en rigtig måde at takle indvandrerne på. De er blevet pakket ind i vat og bekymringer. De fleste af disse kommer fra samfund, hvor tilværelsen er krævende, det danske velfærdssystem er mere end rigeligt. Det tager de til sig, det er sådan tilværelsen er her. Vi behøver ikke at røre en finger, de stegte duer kommer af sig selv. Her bliver vi! Vi får til huslejen, der er lidt koldt, men vi får til varmen.

Og så er sandheden jo, at såfremt man ikke absolut skal gå i den sidste nye Pariser-mode, laver sit hjemlands mad, og lever helt tilbagetrukket i ghettoen, så kan man faktisk leve ganske pænt i et dansk system. Der kan også blive råd til at sende penge til familien i hjemlandet. Det er sjældent nødvendigt at gå på arbejdsmarkedet.

Hvordan vi får den cirkel brudt, er spørgsmålet. Det hjælper ikke at erklære trosfriheden helt hellig, fordi der til denne er knyttet ideologi, politik og kultur. Og den skal naturligvis op til revision, når vi er i dette samfund.

Heldigvis er der ved at være opbrud i de muslimske ghettoer. En af de største kritikere er Sara Omar, som siger vi skal skelne skarpt mellem religion og kultur. Hun har netop udgivet sin anden bog som hun håber vil få flere unge muslimer til at se kritisk på den mørke fortolkning af islam, der hersker i indvandrermiljøer. Sara Omar har nu erklæret sig som agnostisk muslim.

En anden er den borgerlige socialrådgiver Ali Aminali som kritiseres af sine kolleger, fordi han arbejder for at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet. Af sine kolleger er han blevet skammet ud for at være ond,og burde skamme sig over sine politiske holdninger overfor migranterne ved at kræve noget af dem!

Han har ret. Og det er ikke kun disse socialrådgivere der takler problemerne med flere penge. Fejlen ligger hos de venstreorienterede politikere, som nu vil af med flere penge til børnene. Hvor mange af disse midler ender hos familien i hjemlandet?