Museumsdirektør om hærværk: Et overgreb på et nationalt klenodie

Konservatorer kæmper for at redde et af Asger Jorns hovedværker

Udgivet:29. april 2022, 15.08

Læsetid:2 minutter

»Den foruroligende ælling« fra 1959 er et af Asger Jorns mest kendte værker.

Kenneth Husum
Journalist| husum@midtjyllandsavis.dk

SILKEBORG Et af Asger Jorns mest kendte kunstværker blev fredag eftermiddag kort før kl. 13 udsat for groft hærværk på Museum Jorn.

Det drejer sig om værket »Den foruroligende Ælling«, der beskrives som et af Asger Jorns hovedværker.

- Hærværket var omhyggelig og uhyggeligt godt forberedt, siger en rystet museumsdirektør, Jacob Thage.

Hærværket blev tilsyneladende filmet som en form for dokumentation, og der var blevet fremvist et pressekort, oplyser Jacob Thage.

- Det var et forsætligt forsøg på at ødelægge et af Asgers Jorns hovedværker, der er kendt af børn og voksne, siger han.

Maleriet blev overhældt med kraftig lim, og der blev skrevet på det med tusch.

- Det er fuldstændig forfærdende. Det er et misforstået forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed. Det er et meget alvorligt overgreb på et nationalt og kostbart klenodie, siger Jacob Thage.

Max Andersen, der var gæst på museet, så hærværket.

- Der blev klistret noget på maleriet, og det virkede som om han skrev på det bagefter for at signere det, siger han.

Gerningsmanden er den 44-årige forfatter og provokunstner, Ibi-Pippi Orup, fra Kjellerup, der har fået foretaget et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde. Hun fulgte med en kustode og en vagt uden at gøre modstand. Hun blev derefter anholdt af politiet.

»Den foruroligende Ælling« fra 1959 er en af Asger Jorns såkaldte modifikationer, hvor han har malet på et gammelt maleri.

Jacob Thage kan ikke afvise, at der har været tale om en form for kunsthappening.

- Det kan bestemt ikke udelukkes, men jeg ved ikke, hvad baggrunden er, men det er set før, at forvirrede mennesker har ødelagt kunstværker, siger Jacob Thage.

- Netop med det her billede gør det særlig ondt, fordi det ofte tolkes som et billede, der vender sig mod krig og ødelæggelse. At ødelægge det er så brutalt, siger Jacob Thage.

Han afviser, at hærværket kan være en form for udvikling af kunstværket, som gerningsmanden efterfølgende har forklaret.

- Asger Jorn malede på et gammelt maleri uden kunstnerisk værdi og gav det dermed en kunstnerisk kvalitet.Her er der tale om ren vandalisme. Det kan ikke have noget at gøre med nogen form for kunstnerisk udfoldelse, siger Jacob Thage.

Museets konservatorer arbejder på at redde det kendte maleri.

- Limen rummer opløsningsmidler og er ødelæggende for maleriet, som vi kan frygte får permanente skader. Det er virkelig forfærdeligt, siger Jacob Thage.

- Hvis det ikke kan reddes, vil det være et kæmpetab for Danmark. Det er et maleri, der har været lånt ud rigtig mange gange til museer i hele verden, siger Jacob Thage.

Der er ikke sat nogen værdi på maleriet, fordi det er ejet af et museum.

- Men hvis det var i fri handel på kunstmarkedet, så ville det have en meget høj værdi, siger Jacob Thage.

Mere fra temaet

Se flere

Mest læste

112

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere