PFAS-alarm i Silkeborg Kommune?

Udgivet:03. august 2022, 09.09

Læsetid:1 minut

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Gitte Willumsen Medlem af Folketinget og byrådet i Silkeborg (K)

PFAS Kan vi stole på kvaliteten af det vand, der kommer ud af vores vandhaner?

Det må være det store spørgsmål efter de seneste dages eksempler på PFAS-forureninger fra dagspressen. Der er meget stærk evidens for, at PFAS-stoffer kan have langtidseffekter, som blandt andet er kræftfremkaldende og hormonforstyrrende for mennesker. Der er således stor grund til bekymring.

Fra en oversigt udarbejdet af Danske Vandværker fremgår det, at der er to steder i Silkeborg kommune, hvor der er fundet PFAS i vores drikkevand.

Det er usikkert, hvad det betyder for borgerne her i kommunen, og hvordan vi skal forholde os til det. For at få afklaring på det spørgsmål, har jeg derfor bedt Borgmester Helle Gade om at undersøge sagen.

Som kommune har vi medansvar for forsyningen af rent drikkevand og må agere på baggrund af det.

På vegne af os konservative har Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti, foreslået, at kvinder, der er gravide, eller har planer om at blive det, skal have mulighed for at blive testet, hvis de bor i et område, hvor der er høje værdier af de skadelige PFAS-stoffer. Gravide og ammende kan nemlig give stofferne direkte videre til barnet.

Vi skal trygt kunne drikke vores vand - derfor skal vi have klarhed hurtigst muligt.

Læs også:
Ekspert: Ny viden kan ændre på PFAS-anbefalinger

Indlæser debat