Mon jeg dør inden jeg kommer igennem?

16. april 2021, 12.50

Foto: Martin Ballund

OPERATION Din ærbødige skribent er plus 70.

Så kommer der lidt regninger i form af dårligdomme. Siden sidste sommer har jeg begyndende ondt i lænden. Jeg fik ved juletid en konsultation hos en neurolog, der sendte mig i MR-scanning.

Konklusionen var spinalstenose, i dansk tale rygmarvforsnævring ved 4-5 hvirvel.

Jeg blev i den grad paf, da jeg mødte en telefonsvarer, som sagde, at Patientkontoret var midlertidig lukket, da patientkontorets ressourcer var overflyttet til andet arbejde

Torben Pedersen

Jeg fik så tid til en samtale med en ryglæge på Silkeborg Sygehus. Ryglægen sagde, at jeg skulle opereres. »Jeg kan på fredag«, sagde jeg med et smil. Det kunne han ikke, og rystede på hovedet, som om mit forslag tilhørte en anden verden.

Han gav mig en kort forundersøgelse og konstaterede, at jeg måske trængte til en ny hofte inden rygoperationen og sendte mig til røntgen. Og så gik der jo en måned mere, inden der skete noget igen.

Røntgendagen oprandt, og jeg hyggede jeg mig en 10 minutters tid i korte sokker og underbukser, mens en sød sygeplejerske hundsede rundt med mig i forskellige stillinger foran det store kamera. Det må have været et kosteligt syn.

Resultatet viste artrose (slid) i højre hofte, og jeg er indkaldt til forundersøgelse den 30. maj 2021. Det er over 30 dages reglen, så derfor har jeg ret til privathospital (udvidet frit sygehusudvalg), jeg skal blot ringe til Patientkontoret.

Det gjorde jeg så i torsdags i sidste uge. Jeg blev i den grad paf, da jeg mødte en telefonsvarer, som sagde, at Patientkontoret var midlertidig lukket, da patientkontorets ressourcer var overflyttet til andet arbejde.

Men jeg kunne ringe mandag den 12. april, så var de på plads igen til at betjene mig.

Glad rang jeg mandag den 12. april, og mødte til min forbløffelse en ny telefonsvarer: »Patientkontoret er i øjeblikket massivt overbelastet, og du kan heller ikke placeres i en telefonkø. Vi råder dig til at ringe senere, eller en anden dag«.

Utroligt. Det ville aldrig være sket i mit firma. Hvis jeg havde haft en nedlukning, ville jeg den første dag derefter have indkaldt ekstra bemanding til at klare det forventede pres og den forventede efterspørgsel.

Tirsdag den 13. april og onsdag den 14. april var ikke bedre, samme telefonsvarer. Trøstesløst for en mand med smerter.

Endelig efter en uge, torsdag den 15. april, kom jeg igennem, og så gik det stærkt. En sød dame oplyste mig, at min hofte ville blive overflyttet fra det offentlige til privathospitalet Capio i Viborg med en ventetid på en uge på undersøgelse og en uge på selve operationen.

Dejligt. Men det bør ikke være rigtigt med sådan en forskel på det offentlige og det private.

Indlæser debat...