Flot skalp: BSH moste Melsungen efter pausen

1973 tilskuere i Jysk Arena så Bjerringbro-Silkeborg levere et stort comeback mod Melsungen

19. februar 2020, 20.20

Mads K. Andersen og BSH leverde en stærkt præstation mod Melsungen. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg lever i allerhøjeste grad i EHF Cuppen.

Onsdag aften leverede klubben nemlig en toppræstation på hjemmebane mod tyske Melsungen, der blev sendt hjem med et 35-31-nederlag, og det resultat betyder, at BSH nu har hentet fire ud af seks mulige point i gruppespillet.

I første halvleg lignede det ellers en tysk sejr. BSH fulgte godt nok med indtil stillingen 11-12, men Melsungen havdet let ved at komme til scoringer mod et usikkert BSH-forsvar, og ved 11-15 havde gæsterne skabt et solidt forspring.

Nikolaj Markussen gjorde sit for at holde BSH inde i kampen, da han med sit femte mål scorede til pausestillingen 16-19, men det ændrede ikke på, at kampen helt klart lå til Melsungen efter de første 30 minutter.

Til gengæld kom hjemmeholdet meget stærkt ud efter pausen.

Defensiven var nu klart forbedret, og syv minutter inde i anden halvleg fik BSH ved stillingen 20-20 igen kontakt med Melsungen.

Kort efter bragte Jacob Lassen endda BSH foran med 21-20, og så var det tid til en tysk timeout. Men værterne var nu flyvende, og efter to hurtige kontramål blev føringen udbyttet til 23-20 med 20 minutter igen.

Kampen havde nu totalt skiftet karakter. Med et kvarter igen var forspringet anført af veloplagte folk som Johan Hansen og Sebastian Skube oppe på 26-22, og et modløst tysk udehold var for alvor i problemer fem minutter senere ved stillingen 29-24.

Fire minutter før tid rejste publikum i Jysk Arena sig op og tiljublede Jesper Nøddesbos scoring til 33-29, og i slutfasen blev der ikke for alvor spænding om udfaldet.

Dermed hentede BSH to meget vigtige point i kampen for at komme videre til kvartfinalen i EHF Cuppen, hvor der nu resterer tre kampe af gruppespillet.

Dagens topscorer blev fløjen Johan Hansen, der scorede ni gange mod den kommende BSH-keeper Johan Sjöstrand.