Addvents-nyhed i kirken

30. november 2019, 21.45

bjerringbro Hver eneste dag fra 1.- 23. december er Bjerringbro Kirke klar med åbning af Adventskalender.

Adventskalenderen er et nyt initiativ, hvor 43 frivillige har meldt sig som hjælpere enten som »lågeåbnere«, musikere eller værter.

Hver dag »åbnes en låge«, hvor en frivillig fra Bjerringbro sogn genfortæller en tekst fra Det gamle eller Det nye Testamente, og hver dag synges to salmer, primært advents- og julesalmer. Forskellige musikere spiller til. Der bliver spillet på otte forskellige instrumenter i løbet af perioden.

Til at guide hver dag har en række værter stillet sig til rådighed, og børn fra 2. og 3. kl. på Bøgeskovskolen har illustreret til 17 af teksterne. De farverige illustrationer kan fortløbende ses i kirken.

Blandt »lågeåbnerne« er navne som Else Krarup-Pedersen, Ulrik Winther, Jens Ole Pedersen, Alex Holmris Hansen, Ulrik Thrane, Birthe Winther Stentoft og Janne Bodilsen, ligesom flere præster deltager. ks