Nyt på bjerget: Skattejagt efter klimagevinster

Skanderborg Kommune lancerer ny app med leg og læring på Himmelbjerget

10. juli 2020, 14.21

En skoleklasse fra Knudsøskolen har prøveløbet den nye klima-skattejagt og børnene havde svar på de fleste spørgsmål.

HIMMELBJERGET Hvor meget CO2 mon den store »kvinde-eg« på Himmelbjerget har optaget i sin lange levetid? Hvordan kan man lave grøn energi? Hvor meget CO2 brugte H. C. Andersen, da han rejste rundt i Søhøjlandet?

Det er nogle af de spørgsmål, der dukker op i en helt ny »CO2-jagt«, som netop er lanceret på Himmelbjerget.

Her er der mangfoldige historiske mindesmærker at glædes over og tage vare på. Men der er jo også naturen og klimaet, og tanken med den nye »CO2-jagt« er at sætte børnefamilier godt i gang med at tænke over og snakke om, hvordan vi alle sammen kan blive bedre til at passe på klimaet, fortæller Mia Bay fra Ry-firmaet Greenways.

Greenways har designet den nye app til mobiltelefonen sammen med et andet Ry-firma, Eventsupport, og med støtte fra Skanderborg Kommune.

Konceptet er enkelt: Man downloader en app og bliver guidet igennem legen, som fører én rundt på Himmelbjerget: Ned til H. C. Andersen bænken, hvor digteren måske selv dukker op på skærmen, hen til Kvinde-egen og op til tårnet. Der er flere poster undervejs.

I Naturstation Himmelbjerget kan familierne blive sendt godt afsted. Og hvis de foretrækker at bruge papir og blyant, er der også mulighed for at gennemføre CO2-jagten uden telefonen.

En klasse på Knudsøskolen har testet konceptet og havde svar på de fleste spørgsmål. Nu kan alle komme på CO2-jagt hele sommeren. sinn