Lærerstuderende fra Silkeborg bliver ny ordfører for Alternativet

Niklas Hakmann Petersen er valgt til posten på partiets sommergruppemøde

31. august 2020, 07.40

Niklas Hakmann Petersen, der læser til lærer i Silkeborg, er Alternativets nye ordfører for undervisning og uddannelse. Foto: Alternativet

SILKEBORG Niklas Hakmann Petersen fra Silkeborg er på Alternativets sommergruppemøde i weekenden blevet valgt som partiets nye ordfører for undervisning og uddannelse.

Udnævnelsen sker ifølge partiet som led i en større ordførerrokering, hvor Alternativet ønsker at udbrede den demokratiske samtale og flytte den politiske debat fra Christiansborg ud i landet.

Nicklas Hakmann Petersen er 23 år og kommer fra Alternativets Unge. Han læser til lærer på VIA University College i Silkeborg og sidder i bestyrelsen for de Lærerstuderendes Landskreds. Han er desuden politisk medarbejder for Alternativets regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Rasmus Foged.

Ordførerskabet træder i kraft øjeblikkeligt, og Nicklas Hakmann Petersen glæder sig til at komme i det landspolitiske arbejdstøj for Alternativet. Han har været medlem af partiet siden 2017.

- Jeg er stolt og glad for, at partiet har valgt mig til at varetage de her ordførerposter. Jeg er selv ved at uddanne mig til lærer, så de her områder er rent hjerteblod for mig, og det er væsentlige politikområder, der udgør Alternativets dna. Jeg glæder mig til at være med til at tegne og kommunikere Folketingets bedste undervisnings- og uddannelsespolitik, siger den nye ordfører.

Alternativets politiske leder, Josephine Fock, er glad for udnævnelsen.

- Nicklas Hakmann Petersen er ekstremt engageret og vidende, og så er han et stort politisk talent. Nicklas har lige det, vi har brug for i Alternativet nu. En kampgejst og en lyst til at ændre den politiske kultur. Desuden besidder han en stor viden og interesse for hele det undervisningspolitiske område, så jeg er sikker på, han er den rette til at stå i front for vores undervisnings- og uddannelsespolitik, siger hun.