Lokalrivaler har igen udsigt til nabobrag

Silkeborg KFUM og Kjellerup IF har igen udsigt til nogle intense lokalbrag

7. juli 2020, 07.33

Silkeborg KFUM og Kjellerup IF får også fornøjelsen af hinanden i den kommende sæson. Foto: Martin Ballund

FODBOLD Silkeborg-områdets to danmarksseriehold kommer også i næste sæson til at kæmpe imod hinanden.

Mandag blev de fire DS-puljer inddelt, og her blev det en kendsgerning, at Silkeborg KFUM og Kjellerup IF begge havner i pulje 4.

Den pulje var de to lokalrivaler også en del af indeværende sæson, hvor de dog kun nåede at møde hinanden en enkelt gang på grund af coronakrisen. Det opgør vandt Kjellerup suverænt på Jysk Park i efteråret.

Klubberne skulle også have spillet en pokalkamp mod hinanden i forrige weekend, men det opgør vandt KIF uden kamp, da KFUM samme dag skulle spille oprykningskamp i Holstebro, og naboklubben ønskede ikke at flytte pokalkampen til et andet tidspunkt.

Derfor er der lagt i ovnen til nogle intense lokalopgør i næste sæson, hvor begge klubber har en målsætning er at rykke op i 2. division.

Deres modstandere i pulje fire bliver FC Djursland, Herning Fremad, IF Lyseng, IF Skjold Sæby, Nørresundby, Tjørring, Vejgaard, VRI og Aarhus Fremad.

2. divisionsnedrykkerne fra Ringkøbing, der nu trænes af den tidligere KFUM-træner Claus Christiansen, er til gengæld havnet i pulje 3.

Ny struktur

Næste sæson er der en ny struktur i danmarksserien, fordi hele 44 hold skal dyste på det niveau i en overgangssæson.

Klubberne spiller første et grundspil med 20 runder, hvor alle i hver pulje møder hinanden både ude og hjemme.

Herefter venter et opryknings- og nedrykningsspil, hvor de to vestlige puljer (3 og 4) bliver parret med hinanden.

Top fire i de to vestlige og østlige puljer mødes så i et slutspil, hvor man skal møde holdene fra den modsatte pulje både ude og hjemme.

De to bedste hold i hver slutspilspulje rykker derefter op i 2. division.