112

Mistænkeligt dødsfald: Kvinde fundet død i siv

Opdateret - Politiet afventer retsmedicinere efter fund af død kvinde i vandet ved Vestergade i Silkeborg

28. juni 2020, 16.15

Der er både politi og andet redningsmandskab på stedet i Vestergade. Kvinden blev fundet ca. 150 meter fra broen over Odden og i retning mod Lunden. Foto: Peter Sørensen

SILKEBORG Der er fundet en livløs person i vandet ved Vestergade i Silkeborg. Ifølge Midtjyllands Avis’ oplysninger er der tale om en kvinde, som blev fundet i nogle siv.

Det bekræfter politiets efterforskningsleder Christian Toftegaard Jørgensen, der oplyser, at familien til den døde kvinde endnu ikke er underrettet.

- Klokken cirka 14.30 bliver der fundet en livløs kvinde. Vi har ingen indikationer af, hvad der er sket. Vi er ved at få etableret en tidslinje, så vi kan finde ud, hvordan hun kan være endt der. Der er ikke noget som helst, der indikerer om, det er et selvmord, en ulykke eller en strafbar handling. Vi afventer nu retsmedicinere, siger Christian L. T. Jørgensen.

Midtjyllands Avis har en reporter på stedet. Han oplyser, at politiet har spærret området af og at der er adskillige kriminalbetjente til stede. Også Beredskabsstyrelsen er til stede med flere biler. Desuden er der blevet sendt en drone i luften, som undersøger området.