Utæt olietank sendte Brand og Redning på større opgave

Både oprydning, hvor uheldet skete i Funderholme og på strækningen herfra og til Ans

15. februar 2020, 09.50

Brand Brandbil 112 Midtjysk Brand og Redning Midtjysk Brand & Redning Ildebrand Foto: Jakob Stigsen Andersen

FUNDER Midtjysk Brand og Redning kom på et større oprydningsarbejde, da der fredag aften blev slået hul på en olietank på en større lastbil. Brandvæsnet blev tilkaldt kort efter kl. 18. I forbindelse med lastning af en lastbil ved en virksomhed på Funderholmevej sprang der et stålbånd, der skulle holde på lasten. Herved blev olietanken på lastbilen ramt af en jernbjælke, der skred. Den slog hul på dieseltanken og olien væltede ud.

- Vi skønner, at der strømmede omkring 200 liter dieselolie ud. Noget var på vej i en kloak og andet i en lille bæk. Vi fik inddæmmet forureningen og tilkaldt en slamsluger, oplyser indsatsleder Lasse Magnussen fra Midtjysk Brand & Redning.

Men hermed var problemerne ikke løst. Lastbilen var i første omgang kørt ud fra virksomheden og holdt cirka 100 meter herfra. Her var der nu også lidt forurening med diesel, som skulle bekæmpes.

Og endnu værre var det, at den lettiske chauffør, var kørt videre væk fra stedet.

- Jeg skulle have været henne og snakke med ham, men så var lastbilen væk. Vi fandt ud af, at han var kørt til Ans, for at få repareret bilen, fortæller Lasse Magnussen.

Indsatslederen satte efter lastbilen, og han kunne så at sige følge den dens spor, for masser af steder var der spildt diesel. Alle steder, hvor lastbilen havde bremset lidt op eller var svinget, var der olie.

Brand og Redning fik fat i kommunes vejvagt, der herefter måtte ud og strø sand overalt, hvor der lå dieselolie.

Også ved virksomheden i Funderholme er der en del oprydningsarbejde, da alt det forurenede jord skal graves væk hurtigst muligt,