Forbindelse fra Silkeborg til Kina

16. november 2019, 08.00

Lixia Duan kommer til Danish Export Association i Silkeborg fra en stilling hos AVK Holding i Galten.

JOBNYT: Kinesiske Lixia Duan er netop ansat som Project Consultant i Danish Export Association i Eksportens Hus på Lysbrohøjen i Silkeborg.

Hun bliver del af holdet bag U-S-E Water-projektet, hvor hun skal hjælpe danske virksomheder, der leverer vand- og spildevandsløsninger, på det kinesiske marked.

Lixia Duan har mere end syv års erfaring fra AVK. Først som marketingchef i AVK Shanghai og dernæst i AVK Holding i Galten, hvor Lixia Duan har arbejdet med marketingmaterialer for ventiler til vand- og spildevandsløsninger. Samtidig har hun taget en Global E-MBA.

I Danish Export Association kommer Lixia Duan med på holdet bag U-S-E Water-projektet. Hun skal blandt andet arrangere workshops i både Danmark og Kina samt skabe relationer til potentielle kinesiske partnere og kunder.

Derudover vil Lixia Duan løse konsulentopgaver for danske virksomheder, der arbejder med det kinesiske marked.

Lixia Duan kommer oprindeligt fra Shanghai, men bor i dag i Aarhus sammen med sin mand og søn. I fritiden nyder Lixia en vandretur, cykling og yoga.