
Nye regler på vej for torvehandlen efter kritik
Torvehandlere og Handel Silkeborg skal komme med et fælles oplæg om nye regler
Udgivet:17. januar 2012, 16.11
Læsetid:1 minut
Der er godt gang i torvehandlen - især på en dejlig sommerdag. Foto: Torben Larsen
11 år siden
SILKEBORG: Der skal laves nye regler for torvehandlen i Silkeborg. Det er resultatet af et møde i aftes for butikshandlende og torvehandlere efter initiativ fra vej- og trafikudvalget.
Baggrunden er kritik fra handelschef Claus Broe og fiskehandler Michael Bay, Byens Fisk & Vildt, som mener, at torvehandlen har bredt sig så meget, at den er blevet konkurrenceforvridende.
Et udvalg med repræsentanter fra både butikssiden og torvehandlerne skal nu komme med et forslag til en revidering af de nuværende torve-regler til gavn for alle.
- Alle parter er interesseret i at finde en langsigtet løsning, så der er plads til både butikker og til torvehandlen, siger Frank Borch-Olsen (K), der er formand for vej- og trafikudvalget.
Frank Borch-Olsen håber, at der kan være et nyt forslag klar til marts, som udvalget kan tage stilling til.
Handelschef Claus Broe, der sidder med i det nye torve-udvalg, er optimistisk.
- Det var et konstruktivt møde, og alle er enige om, at jo bedre vi arbejder sammen, jo bedre kan vi også markedsføre Silkeborg, siger han.