Danskere lukker EM i roning med sidstepladser

De danske robåde i damernes otter med styrmand og herrernes singlesculler endte sidste i EM-finaler søndag.

Udgivet:14. august 2022, 14.16

Læsetid:1 minut

Rumæniens otter vandt EM-guld. Danmark sluttede sidst i samme finale.

/ Ritzau /

MÜNCHEN Der var ingen danske medaljer til at slutte EM i roning af på.

Danmark var ellers repræsenteret i mesterskabets sidste to A-finaler, men endte i begge tilfælde med at snuppe sjette- og sidstepladsen.

Først var damernes otter med styrmand ude på vandet nær München.

Sofie Halling Vikkelsøe, Nikoline Laidlaw, Christine Cardel, Cecilie Brünnich, Julie Poulsen, Marie Johannesen, Frida Sanggaard Nielsen, Astrid Steensberg og styrmand Sophie Østergaard sad i den danske otter.

Danskerne hang efter konkurrenterne fra start og var aldrig en del af medaljekampen. Danmark var over 20 sekunder langsommere end de rumænske guldvindere.

Roskilde-roeren Bastian Secher var ude på vandet bagefter, men også han var milevidt fra en medalje. I mål var han over 20 sekunder langsommere end den hollandske vinder, og der var over 19 sekunder op til en plads på podiet.

Tidligere søndag var Danmark repræsenteret i tre B-finaler, hvilket ikke kaster medaljer af sig uanset placering.

Bagsværd-roerne Mathilde Persson og Marie Mørch var hurtigst i damernes letvægtsdobbeltsculler, mens Oscar Petersen og Alexander Modest blev nummer fem i den samme kategori hos herrerne.

Rasmus Lind fra Sorø blev nummer to i herrernes letvægtssinglesculler.

/ritzau/