Corona: Skole sender 133 børn og 21 medarbejdere hjem

To børn er smittet på skolen, hvilket rammer en 3. årgang og en 5. årgang

23. oktober 2020, 08.23

SILKEBORG To børn på Balleskolen er blevet smittet med coronavirus.

Det har Silkeborg Kommune fået meddelelse om.

I den forbindelse vurderes det, at 133 børn og 21 medarbejdere kan have været i nær kontakt med den smittede. Derfor er de blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder.

Læs også
Børnehave ramt af corona

Der er tale om to årgange - to »huse« - med i alt seks klasser fra 3. og 5. årgang. Børnene må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har haft symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus.

Det forventes af eleverne vender tilbage »drypvis«, og at 3. årgang alle er tilbage til almindelig skolegang fra tirsdag/onsdag og 5. årgang fra fredag i næste uge.

Skoleleder Pia Nielsen har sendt en besked ud til forældrene hvoraf det fremgår, at de mange hjemsendelser af medarbejdere kan betyde »uregelmæssigheder« for andre årgange.

Læs også

- Vi beder om jeres forståelse for, at vi i den kommende uges tid passer godt på børnene i skolen, og sørger for at børnene trives, men måske ikke når omkring alt det faglige, vi plejer, skriver Pia Nielsen.

Hun har skrevet ud til samtlige forældre for at undgå rygter og usikkerhed. Desuden opfordrer hun til, at ingen enkeltbørn bliver udsat for unødig nysgerrighed eller mistanke.

- Vi må antage, at det er helt tilfældigt lige nu, hvem der smittes og hvem der testes, og hvem der er »raske smittebærere«. Vi voksne må hjælpes ad med at sikre, at børnene ikke bekymrer sig om, om det er dem selv der har smittet andre, eller om deres kammerater har smittet dem. Vær også opmærksom på, om der foregår noget uhensigtsmæssigt mellem børnene på sociale medier«, skriver skolelederen.