Ronnie Schwartz ophæver kontrakt med engelsk klub

13. oktober 2021, 09.23

Ronnie Schwartz nåede blot et mål i 16 kampe for Charlton Athletic. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

LONDON. Den tidligere Superliga-topscorer Ronnie Schwartz har ophævet sin kontrakt med Charlton, oplyser klubben.

Den 32-årige angriber Ronnie Schwartz har ophævet sin kontrakt med den engelske klub Charlton Athletic før tid.

Det skriver klubben tirsdag på sin hjemmeside.

- Charlton Athletic og Ronnie Schwartz er blevet enige om gensidig ophævelse af angriberens kontrakt.

- Alle i Charlton Athletic ønsker ham en god fremtidig karriere, skriver Charlton i en kort besked.

Schwartz nåede beskedne 16 kampe og én scoring i Charlton Athletic, der spiller i den tredjebedste engelske række, League One.

Han blev solgt fra FC Midtjylland til Charlton i januar 2021, kort efter at danskeren Thomas Sandgaard havde købt klubben fra London.

Indlæser debat...