Henrik Køhler fra Laven mødte saxofonisten Wayne Shorter personligt: Han var den suverænt allerstørste

MINDEORD: En af de helt store - for undertegnede den suverænt allerstørste - af saxofonister er død 89 år gammel.

Wayne Shorter har komponeret klassikere som: »All blues« 1959 fra det legendariske Miles Davis-album »Kind of blue«, af mange regnet som jazzudgivelsen over dem alle, og »Footprints« 1967 fra »Adams apple« (som de fleste saxofonelever har prøvet kræfter med), og spillet med snart Gud og hver mand, herunder Herbie Hancock og Miles Davis.

Som medlem af jazz-fusionsgruppen Weather Report, der tillige talte bas-legenden Jaco Pastorius, viste Shorter evnen til at forny sig og få et mere rockinteresseret publikum i tale. Han besad den der evne til at spille minimalistisk, - med at turde lade de enkelte toner og pauserne få god plads, frem for et mylder af skalaøvelser.

Jeg havde den store ære at møde ham til en koncert i Sao Paulo i 1986. Wayne Shorter og Milton Nascimento havde sat et par dage af til at indspille en dobbelt live LP. Formentlig i håbet om at gøre en anden amerikansk saxofonist Stan Getz og brasilianske Antonio Carlos Jobim kunsten efter, da de et par årtier forinden havde stor succes med at bringe bossa novaen fra Rio de Janeiro og ud til publikum i USA og Europa.

Jeg havde sat mig for at møde Nascimento ved den lejlighed og blev inviteret indenfor i skurvognen bag scenen. Efter det korte møde spurgte nogle af arrangørerne (på engelsk), om jeg ikke også havde lyst til at møde Wayne Shorter, for han sad faktisk helt alene i en tilsvarende vogn, og havde ikke rigtig nogen at tale med, idet alle talte portugisisk.

Shorter virkede helt lettet over at høre et forståeligt sprog, da han åbnede døren til vognen og trådte ned på asfalten foran. Vi talte lidt om hans instrumenter. Han havde fået, ikke een, men to sopransaxer af Yamaha som promotion. Så lidt lavpraktisk om at spille rent og falsk på det instrument. Han mente, at man kun kunne spille falsk på en sopransax. Spørgsmålet var hvor falsk man spillede. Han virkede meget sød og afslappet, og hans stilfærdige fremtoning bidrog til, at man følte situationen som hyggelig.

Nu er han ikke længere blandt os, men sammen med Miles og Pastorius og de andre store. Heldigvis har han efterladt os en stor musikarv vi kan leve højt på. Tak for det!

»To hell with the rules«, I’m going for the unknown«.

Wayne Shorter