Bordingenser formidler kulturen i Det Kongelige Bibliotek

Lise Bach Hansen er kulturproducent på Det Kongelige Bibliotek - et job hun brænder så meget for, at hun tidligere i år blev slået til ridder af den franske orden Arts et Lettres på den franske ambassade i København

11. november 2018, 08.00

Kulturproducent på Det Kongelige Bibliotek i København, Lise Bach Hansen fra Bording, her fotograferet foran Den Sorte Diamant, hvor Danmarks nationalbibliotek har til huse. Foto: Ida Hildur Bach Rohloff

Som barn tog Lise Bach Hansen bussen fra Bording til Herning Bibliotek sammen med en veninde, der boede i Gjellerup.

- Så sad vi der hele dagen og lyttede til plader. Vi havde madpakker med. Det var et vidunderligt univers. Sidst på dagen tog vi bussen hjem igen. Der var også et bibliotek i Bording, og min far tog mig med på biblioteker i Silkeborg og Viborg, men især Herning Bibliotek har betydet utroligt meget for mig. Bibliotekerne var åndehuller, siger Lise Bach Hansen.

I dag arbejder hun selv som kulturproducent på Danmarks fineste af slagsen, Det Kongelige Bibliotek, som ligger i Den Sorte Diamant ud til Københavns Havn, hvor havnebussen med jævne mellemrum passerer forbi.

Her fra »Café Øieblikket« i Atriet i Den Sorte Diamants stueetage kan Lise Bach Hansen kigge over til udenrigsministeriet, hvor hendes bror, Jens Ole Bach Hansen, arbejder som diplomat.

- Det er den gule bygning derovre, siger hun og rejser sig fra den høje caféstol.

Cafeen har panoramavinduer ud mod vandet og et kig til Knippelsbro på venstre side, hvor Lise Bach Hansen peger på en stor, gul kolos af en bygning, der ligger lige der, hvor broen begynder.

Som kulturproducent skal Lise Bach Hansen formidle bibliotekets samlinger, og hun har blandt andet været med til at skabe konceptet for foredragsforestillingerne »Brevet« og »International Forfatterscene« - sidstnævnte har hun indkasseret en fransk orden for, men derom senere. Først skal vi en tur tilbage til barndommens Bording i 1980'erne.

Kulturradikale Bording...