Usmagelig over-vågning af borgere med handicap

Udgivet:25. februar 2021, 12.12

Læsetid:1 minut

Af Gunner Hansen Gudenåvej 18. Kongensbro

MENNESKESYN Den seneste tids eksempler i pressen på, at handicappede borgere skal underkaste sig en forvaltnings ønsker om at komme på besøg i deres hjem med eksperter, der ned i mindste detalje skal kortlægge, hvorledes de klarer hverdagen med at fungere i egen bolig, er en tydelig misforståelse af, hvorledes lovgivning skal udmøntes.

Sagsbehandlere og politikere der kan finde på, at borgere underkastes et sådant regime, bør starte med sig selv, jeg vil foreslå dem, at de selv sættes på overvågning 24 timer i døgnet
Gunner Hansen

Al administration af støtte til vore svage borgere skal baseres på et menneskesyn, hvor tillid til at borgeren kan få en generøs hjælp uden at skulle underkaste sig systemets ønsker om at snage i deres privatliv, skal imødekommes. Borgerens fysiske tilstand er sikkert velbeskrevet af læger og andre terapeuter.

Det at skulle leve med handicap er svært nok i sig selv, i et frit land er det usmageligt, at nogen kan finde på, at borgere skal stilles over for sådanne krav, som det fremgår af pressen.

Sagsbehandlere og politikere der kan finde på, at borgere underkastes et sådant regime, bør starte med sig selv, jeg vil foreslå dem, at de selv sættes på overvågning 24 timer i døgnet.