National satsning: Folk skal udforske Søhøjlandet

»Sommer i Vores Natur« er en stor national satsning, som skal få flere ud og opleve naturen og de mange muligheder og aktiviteter, som naturen har at byde på - også i Silkeborg

10. juni 2020, 19.52

»Sommer i Vores Natur Søhøjlandet« har modtaget midler fra Vores Natur-puljen, der er finansieret af Nordea-fonden, 15. juni-fonden, Aage V. Jensen Naturfond og Udlodningsmidler til friluftsliv. Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Søhøjlandet er udpeget som et af de unikke danske naturområder, hvor gæster og borgere sommeren igennem inviteres til at udforske den danske natur - på egen hånd, på guidede ture eller gennem de mange aktiviteter, som afholdes hele sommerferien. Satsningen »Sommer i Vores Natur« betyder et væld af aktiviteter i Søhøjlandet sommeren igennem og giver inspiration til, hvad du selv kan lave i naturen i løbet af sommeren.

Aktiviteter for alle

Sommer i Vores Natur en national satsning, som DR, Naturstyrelsen og Danske Naturhistoriske Museer står bag. Silkeborg Kommune står bag indsatsen lokalt, hvor en lang række aktører i kommunen står klar til at invitere til aktiviteter i Søhøjlandet hen over sommeren.

- Sommer i Vores Natur skal både give viden om den lokale natur, få folk til at gå på opdagelse i den og passe på den. Men det handler også om det, man kan opleve i naturen eller under åben himmel. Derfor er der et væld af aktiviteter for både store og små, naturbegyndere og naturnørder. Det kan være naturaktiviteter for børn på Himmelbjerget, vandre- og fortælleture, yoga i det fri, kajak og meget mere, siger Theis Kaas Pedersen, udviklingskonsulent i Silkeborg Kommune.

På Facebook-siden »Vores Natur i Silkeborg Kommune« kan man se en liste over de mange begivenheder, der finder sted hen over sommeren. Blandt andet kan man slappe af på vandet med mindfulness i kajak eller yoga på standup paddleboards. Hver dag fra 26. juni til den 10. august er der mulighed for at overnatte i træerne ved Odden, hvor specielle telte bliver spændt ud mellem træerne i to meters højde. Og er man til den mere traditionelle form for naturoplevelser, indeholder sommerens program også en lang række guidede vandre- og cykelture.