Anfører er nær ven med Eriksen: Berørt Kjær kunne ikke spille kampen færdig

Simon Kjær bad selv om at blive skiftet ud, fordi han ganske enkelt ikke kunne samle sig om kampen. Han er nære venner med Christian Eriksen

13. juni 2021, 08.55

Anfører Simon Kjær trøster Christian Eriksens kæreste, Sabina Kvist Jensen. Familien Kjær ses privat med Eriksen og hans kæreste. Foto: Ritzau Scanpix

FODBOLD Alle spillere i den danske landsholdslejr var hårdt ramte på følelseslivet, da de så deres holdkammerat Christian Eriksen ligge livløs på græsset og få hjertemassage. Men for landsholdsanfører Simon Kjær var følelserne måske en smule stærkere end for andre.

Simon Kjær og hustruen Elina Gollert Kjær er nemlig nære venner med Christian Eriksen og Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen. De to par bor i Milano, hvor Kjær spiller for AC Milan og Eriksen for Inter, og de ses ofte privat.

Det var også de stærke følelser, der gjorde, at Simon Kjær bad om at blive skiftet ud et kvarters tid inde i anden halvleg.

Det fortalte landstræner Kasper Hjulmand på pressemødet efter kampen.

- Man kan vist godt sige, at Simon Kjær var dybt, dybt berørt. Han var i tvivl, om han kunne fortsætte og gav det et skud. Men det kunne ikke lade sig gøre, og det er fuldt forståeligt, sagde Kasper Hjulmand og tilføjede:

- Jeg har svært ved at forestille mig at skulle spille den fodboldkamp selv. Det var simpelthen, fordi følelserne var overvældende. De er rigtig gode venner, pointerer Kasper Hjulmand.

Simon Kjær spurtede frem til Christian Eriksen, da midtbanekreatøren faldt om. Den tidligere FCM-spiller var sammen med Kasper Schmeichel og Thomas Delaney også manden, der sørgede for, at holdet agerede menneskemur, mens Eriksen fik livgivende hjertemassagde bag dem.

Kampen var afbrudt i én time og 45 minutter, før kampen blev genoptaget.

På det tidspunkt var de danske spillere blevet forsikret om, at Eriksen var vågnet igen og i stabil tilstand på Rigshospitalet, der ligger få hundrede meter fra Parken.