Det endte godt: Stærkt SIF-comeback gav sejr i Aalborg

I en time var SIF på hælene i Aalborg, men stærke indhop fra bænken vendte kampen og gav SIF-holdet tre point

Udgivet:06. november 2022, 15.55

Læsetid:3 minutter

Joel Felix ses her i en duel med AaB’s Louka Prip. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

1 år siden

FODBOLD Silkeborg IF hentede tre uhyre vigtige point i Aalborg, da opgøret mod AaB blev vundet 2-1.

SIF’erne leverede ellers en skuffende indsats i den første time og var bagud 1-0, men scoringer af Stefán Teitur Thórdarson og indskiftede Pelle Mattsson gav sejren til gæsterne.

Dermed rykker SIF op på tredjepladsen.

SIF-træner Kent Nielsen overraskede med flere ændringer i startopstillingen, hvor Tobias Salquist i forvejen var ude med karantæne. Alexander Busch var med i stedet for, så den ventede erstatning, André Calisir, var sendt på bænken. Her sad Oliver Sonne, Kasper Kusk og Nicklas Helenius også.

Den »nye« opstilling fik en skidt start foran de 8165 tilskuere på Aalborg Portland Park. Efter små fire minutter rev værterne SIF-forsvaret fra hinanden, og så kunne en helt fri Andreas Poulsen gøre det til 1-0.

Minuttet efter lignede det en udligning, da Søren Tengstedt sendte bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside.

Efterfølgende var kampen mere jævnbyrdig, og det lå i kortene, at der ville komme flere mål, for ingen af de to forsvar virkede dirkefri.

AaB’erne var i et par omgange tættest på kampens næste mål, mens SIF’erne havde svært ved at skabe store chancer i et opgør, der ikke nåede noget højt niveau i første halvleg.

Efter 35 minutter tog SIF-træneren Mark Brink ud og erstattede ham med Pelle Mattsson. Mattsson tabte en duel efter 41 minutter og sekunder efter lå bolden i SIF’s mål, da Marco Ramkilde scorede. Heldigvis for SIF’erne var der igen offside.

Fra anden halvlegs start kom Nicklas Helenius på banen i stedet for Tonni Adamsen. AaB’erne kom imidlertid bedst ud efter pausen og pressede på, og AaB-angriber Marco Ramkilde var tæt på med et hovedstød efter seks minutter.

Den dårlige SIF-start på anden halvleg fik hurtigt Kent Nielsen til at reagere. Kasper Kusk kom ind for Søren Tengstedt. Det gav langt mere spil til SIF’erne.

Efter en lille time kom der endelig en SIF-afslutning, da Stefán Teitur Thórdarson fik afsluttet, men bolden sad lige på AaB’s 17-årige keeper Theo Sander.

Efter godt 69 minutter havde Sebastian Jørgensen bolden i nettet, men dommer Jens Maae havde kort for inden fløjtet af, fordi en AaB'er lå i græsset med en hovedskade.

Minuttet efter kom scoringen imidlertid. Kasper Kusk spillede bolden til Anders Klynge, der fandt Stefán Teitur Thórdarson i feltet, og han hamrede bolden op under overliggeren til 1-1.

Det tændte SIF’erne, og efter 79 minutter kom forløsningen. Helenius blev sendt i dybden, og han sendte bolden skråt bagud til Sebastian Jørgensen, der afsluttede. Skuddet blev blokeret, men riposten endte hos Pelle Mattsson, der hamrede bolden i nettet.

Første scoring til Mattsson, der fejrede målet med at kravle næsten helt op til SIF-fansene bag målet.

Scoringen fik Kent Nielsen til at sende Oliver Sonne og Andreas Oggesen på banen for Østrøm og Thórdarson.

Det gav en intens afslutning på kampen, men SIF’eren hev sejren hjem.

Indlæser debat