Voel-talent får kontrakt med barndomsklubben

Den 19-årige fløjspiller Maja Laursen bliver fra næste sæson fast del af førsteholdstruppen i Silkeborg-Voel

27. april 2021, 08.00

Maja Laursen kom senest på banen for Silkeborg-Voel i weekendens klare nederlag til Herning-Ikast i slutspillet. Foto: Silkeborg-Voel

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel har fået papir på et af klubbens egne talenter.

Den 19-årige venstrefløj Maja Laursen har skrevet under på en toårig kontrakt med ligaklubben, hvor talentet fra Voel altid har spillet.

Derfor er det stort for Maja Laursen, at klubben vælger at satse på hende.

- Det har i flere år været en stor drøm for mig at skrive under på en aftale med Silkeborg-Voel KFUM, og derfor er det naturligvis en stor dag for mig. Jeg har været rigtig glad for i denne sæson at være knyttet tættere på ligaholdet.

- For min udvikling er det afgørende med et godt miljø og spilletid på højt niveau, og det er jeg sikker på ikke findes bedre andre steder for mit vedkommende, siger Maja Laursen.

Den unge venstrefløj har spillet 19 kampe for de danske ungdomslandshold og lige nu er hun med omkring U19/20-landsholdet. På det seneste har hun også snuset til førsteholdet i Silkeborg-Voel, hvor det er blevet til et par mål i slutspillet.

I næste sæson skal hun konkurrere med Anna Lillesø om spilletiden på venstrefløjen.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan skrive kontrakt med endnu en spiller, der har været igennem vores talentsystem, siger klubbens direktør Mikael Bak.

- Maja Laursen er løbende kommet tættere på vores ligahold og derfor er det meget naturligt, at vi nu tager springet sammen med indgåelsen af denne aftale. I løbet af aftaleperioden er jeg sikker på, at vi kan udvikle Maja endnu mere, siger han.

Maja Laursen og Silkeborg-Voel møder i aften på udebane Team Esbjerg i slutspillet, hvor klubben har udspillet sin rolle.