Dybe panderynker i Aarhus

Udgivet:31. marts 2017, 09.57

Læsetid:2 minutter

Kim Robin Graahede

Af Kim Robin Graahede journalist Århus Stiftstidende

6 år siden

FODBOLD Det synes længe siden, men AGF vandt faktisk sæsonens to første superliga-kampe, sejre over Sønderjyske og Viborg, der på vanlig århusiansk vis pumpede bolden helt til bristepunktet, hvorefter den blev sendt rundt i byens gader med budskabet om, at nu - endelig - var der noget, der lignede noget, der godt kunne blive rigtig godt.

Plads til begejstring, som Gnags ville have sunget.

Siden da er der feset ret så meget luft ud af AGF-klatten, og det er et faktum, at de efterfølgende 24 opgør i grundspillet kun kastede yderligere fire sejre af sig, hvorfor AGF'erne nu med bøjede hoveder lunter ind i nedrykningsspillet med et kolossalt pres på skuldrene.

For med fem point op til Silkeborg på andenpladsen i pulje 2 er det et mandskab, der skal på jagt i de kommende kampe, hvis man skal undgå at spille om direkte nedrykning. Og det begynder altså med et vind eller forsvind-opgør på udebane mod Viborg.

Er man så tryg ved det i Aarhus?

På ingen måde. Det er et AGF-hold, der i foråret ganske vist har spillet tætte kampe, men som også i spillets allermest afgørende facetter - dét, der foregår i de to felter - har udvist rystende mangel på skarphed.

Der er lavet defensive børnefejl, og der er brændt chancer, der ikke må brændes, når man er i den situation, man er havnet i. Spillemæssigt har det også været svært at få øje på en hvid tråd: Man har spillet for langsomt, andre gange for hurtigt, der har manglet overraskelsesmomenter, kreativitet - og man har savnet spillere, der har været i stand til at tage temperaturen på kampen og lede de andre. Og hvor det lige skal komme fra, er svært at få øje på.

Det har kort sagt været noget rod. Og det er derfor en samling spillere, ramt på selvtilliden, der træder ind til seks af de kampe,.

Men en sejr i Viborg kan - sådan er fodbold - hurtigt vende tingene på hovedet.