Smoke-It giver sine ansatte corona-bonus

En kvart million fordelt som tak for en stor indsats i en ekstraordinær situation

3. juni 2020, 10.34

Smoke-It har i foråret realiseret et resultat på cirka en kvart million mere, end forventet - og det beløb har adm. direktør Jens Nygaard Andersen besluttet at udløse som en corona-bonus til medarbejderne. Foto: Jens-Erik Sinnbeck

GALTEN Smoke-It, der med hovedsæde i Galten er landets største kæde af e-cigaretforretninger, har givet sine medarbejdere et kontant skulderklap i dette corona-forår.

De skærpede krav og sikkerhedsforanstaltninger på grund af coronasituationen har skabt udfordringer for de butiksansatte, og det har krævet hårdt arbejde at få det hele til at fungere.

Den ekstra indsats har Smoke-It nu kvitteret for ved at sætte en særlig covid-19-bonus på medarbejdernes lønseddel for maj. Samlet set er der udbetalt en kvart million krone ekstra til de ansatte.

»Covid-19 har medført en helt ekstraordinær situation, og alligevel har I formået at holde virksomheden kørende. Virksomheden er endda kommet ud af situationen med et bedre resultat, end vi kunne have forventet, og det vil vi naturligvis gerne takke jer for«, kunne medarbejderne læse i en fællesbesked fra ledelsen.

Smoke-It lukkede sine butikker efter statsminister Mette Frederiksens melding midt i marts om, at store dele af landets butiksliv skulle lukke ned - blandt andet alle butikscentre. Men Smoke-It’s stifter og adm. direktør, Jens Nygaard Andersen, arbejdede hårdt for at få lov til at genåbne og fik sidst i marts grønt lys fra sundhedsmyndighederne til at åbne sine butikker i butikscentrene.

Det har medvirket til, at resultatet hen over foråret er blevet meget bedre end forventet.

- Faktisk har vi realiseret et resultat på cirka en kvart million mere, end det vi havde forventet - og de penge vil vi gerne give tilbage til jer, lød beskeden fra ledelsen til medarbejderne.

sinn