SIF-talenter med i danske sejre

10. september 2019, 14.00

Anders Dahl fik spileltid for U18-landsholdet. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Fodbold Silkeborg IF har den seneste uge haft flere spillere med på de danske ungdomslandshold, og tre af klubbens talenter kom hjem med succesoplevelser i bagagen.

Frederik Carstensen og Anders Dahl var med til at vinde 4-1 med U18-landsholdet over USA ved den sidste kamp ved en minitunering i Holland, hvor danskerne tidligere havde tabt til værtsnationen og Mexico.

Frederik Carstensen fik de første 70 minutter på den centrale midtbane, mens Anders Dahl spillede det sidste kvarter - også på den centrale midtbane.

- Begge SIF-drenge fik vist flaget i Holland, og blev sammen med holdet bedre og bedre, som turneringen skred frem. Det har været god læring for dem begge at spille mod nogen af de allerbedste spillere på den internationale scene, siger SIFs transitionstræner Dennis Pedersen til klubbens hjemmeside.

Pelle Mattsson var også i aktion for Danmark. Han fik de sidste otte minutter for U19-landsholdet, der vandt 1-0 over Sverige i den sidste kamp ved en firenations-turnering Nykøbing Falster. De danske talenter endte med at vinde turneringen.