Vi skal hæve ambitionsniveauet

Udgivet:29. september 2021, 11.21

Læsetid:2 minutter

Af Mette Nøhr Hammel. Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Favrskov Kommune

ERHVERVSPOLITIK Jeg har tilladt mig at kritisere Favrskovs placering som nummer 16 på Dansk Industris årlige liste over erhvervskommuner. En 16. plads er ingen katastrofe, men jeg mener, vi skal hæve ambitionsniveauet. Vi skal gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed i kommunen, så vi får mere vækst, flere arbejdspladser og flere skatteindtægter, som vi kan bruge på kernevelfærd og udvikling af Favrskov.

Min kritik er ikke velset alle steder, og det er fair nok. Søren Frandsen, SFs spidskandidat, giver ikke meget for DI-undersøgelsen. Jeg har det helt anderledes. Den bygger på svar fra 71 virksomheder i Favrskov, så selvfølgelig bør vi tage dens resultater meget seriøst.

Borgmester Nils Borring har været ude at forklare, hvorfor Favrskov er rutsjet ud af top fire, hvor vi var fast inventar i flere år. Årsagen er, at de andre kommuner er blevet bedre. Her kan man så vælge to veje: Tage kampen op eller affinde sig med en lavere placering.

Jeg vælger det første og opfordrer borgmesteren til at gøre det samme. Vi skal gå efter toppen. Derfor skal vi dykke ned i undersøgelsen og se, hvor skoen trykker. Et af stederne er dialogen mellem erhvervslivet og kommunen, hvor Favrskov rangeres som nummer 26. Når man zoomer ind på dialogen mellem erhvervslivet og de kommunale politikere, lander Favrskov som nummer 35. Det skal vi gøre bedre. Når det handler om dialogen mellem erhvervslivet og kommunens embedsmænd, lander vi som nummer 30. Det er heller ikke prangende.

Der, hvor Favrskov placeres dårligst, er »Brug af private leverandører«. Søren Frandsen skriver i avisen, at han er »fløjtende ligeglad med bundplaceringen i den kategori«.

Det bør han ikke være. Vi skal være åbne over for at lade private byde ind på kommunale opgaver. Det er velkendt, at konkurrence kan være med til at øge effektiviteten, højne kvaliteten og gøre, at vi får mere for pengene.

Forkortet af redaktionen

Mere fra temaet

Se flere

Mest læste

Debat

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Seneste nyt

Se flere