Ny satsning på redaktionen: Se hvem der skal hvad i det nye år

Nye folk på nye pladser styrker erhvervsstoffet, sporten og Bjerringbro-dækningen i Midtjyllands Avis

14. december 2019, 08.00

Nyt arbejde - men på den samme arbejdsplads. Fra årsskiftet bliver Kim Simmelsgaard, der siden 2004 har været lokalredaktør i Bjerringbro, ny pen på sportsredaktionen. Med udgangspunkt fra redaktionen i Kjellerup får Marianne Brink Pedersen ansvaret for dækningen af Bjerringbro-stoffet, mens den hidtidige sportsredaktør, Peter A. Sørensen, bliver ny erhvervsredaktør. Foto: Jakob Stigsen Andersen

JOBNYT: Med en manøvre, der omfatter tre erfarne nøglemedarbejdere, intensiverer Midtjyllands Avis fra årsskiftet i ét hug dækningen af tre centrale stofområder.

Peter A. Sørensen, mangeårig sportsredaktør, bliver ny erhvervsredaktør og leder af erhvervsredaktionen i tæt samarbejde med erhvervsjournalist Jakob Munk Schmidt.

Hullet efter Peter A. Sørensen på sportsredaktionen fyldes af den erfarne reporter Kim Simmelsgaard, der som lokalredaktør har haft ansvaret for dækningen af Bjerringbro siden 2004. Fremover udgør han avisens sportsredaktion sammen med de to yngre kolleger Michael Helligsø og Mathias Hove Andersen. De er begge midt i trediverne og bliver sportsredaktionens frontfigurer, mens erfarne Kim Simmelsgaard indtager rollen som skrivende mentor.

Kim Simmelsgaards job med at holde et vågent øje med stort og småt i Bjerringbro overtages fra årsskiftet af Marianne Brink Pedersen, der i en årrække dækkede Bjerringbro for Viborg Stifts Folkeblad og dermed har en pæn portion forhåndsviden om, hvad der rører sig i stationsbyen ved Gudenåen.

Det stærkeste hold

- Opgaven på en redaktion er hele tiden at sørge for, at så mange som muligt laver det, de er bedst til. Det giver den bedste journalistik og den største arbejdsglæde. Efter at have aftjent sin værnepligt på sportsredaktionen havde Peter A. Sørensen lyst til at prøve sig selv af på et nyt stofområde. Kim Simmelsgaard nærmer sig afslutningen af sit arbejdsliv, og han ville gerne runde karrieren af med at vende tilbage til det sportsstof, hvor han som yngre skabte sig et navn. Med Marianne Brink Pedersen forankret på Kjellerup-redaktionen med ansvaret for Bjerringbro-stoffet tilfører vi redaktionen et frisk pust og en fast hånd, samtidig med at Marianne kender den egn, hun får ansvaret for at dække, forklarer chefredaktør Hans Krabbe.

Med udnævnelsen af Peter A. Sørensen til ny erhvervsredaktør er der tale om en styrkelse af avisens dækning af erhvervsstoffet.

- Erhvervslivet i Silkeborg fortjener maksimal opmærksomhed. Et erhvervsliv i vækst er forudsætningen for en kommune i vækst. Peter A. Sørensen har et vidt forgrenet kildenet og en stærkt tæft for nyheder, og det glæder jeg mig til, at læserne får gavn af, siger Hans Krabbe.