
Fundraisingarrangementer hinter til Bidens 2024-planer
Kampagner i USA afhænger af fundraising. Næste uge deltager Biden i to arrangementer, der skal indsamle penge.
Udgivet:27. januar 2023, 02.44
Læsetid:1 minut
Indtil videre har den amerikanske præsident, Joe Biden, kun oplyst offentligheden, at han "har intentioner" om at stille op til posten igen, men har lovet at komme med en endelig udmelding senere i år. (Arkivfoto).
1 måned siden
WASHINGTON D.C. Den amerikanske præsident, Joe Biden, har endnu ikke klargjort, om han stiller op som præsident ved valget i 2024.
Men næste uge deltager han i forskellige arrangementer, der skal indsamle penge til partiet forud for valgkampen i 2024.
Det oplyser en kilde i Det Demokratiske Parti til nyhedsbureauet AFP.
Sådanne fundraisingarrangementer er essentielle for politiske kampagner i USA, som koster millioner af dollar, der ofte stammer fra private donationer.
Trods Bidens officielle stiltien, begynder strukturen af en mulig præsidentkampagne langsomt at tage form omkring ham, skriver nyhedsbureauet.
Biden, der er 80 år gammel, er allerede den ældste siddende amerikanske præsident.
Indtil videre har han kun oplyst offentligheden, at han "har intentioner" om at stille op igen. Han har givet lovning på, at han vil komme med en endelig beslutning om hans planer for 2024-valgkampen senere i år.
I december overbeviste præsidenten Det Demokratiske Parti om at ændre deres plan for primærvalget. Den ændring kan indbringe flere stemmer fra sorte vælgere. Den vælgergruppe viste sig at være uundværlig, da Biden i 2020 slog den tidligere republikanske præsident Donald Trump.
Politiske iagttagere forudser, at Joe Biden kunne tænkes at annoncere sit kandidatur efter sin tale om nationens tilstand 6. februar. I talen præsenterer præsidenten traditionelt sine planer for den kommende politiske periode.
I den nye kongres har Republikanerne flertal i Repræsentanternes Hus. Demokraterne har til gengæld et lille flertal i Kongressens andet kammer, Senatet.
Donald Trump har allerede meldt sig i kapløbet om at blive præsident i 2024.
/ritzau/