Museum indtager konfirmandstue

Museet i Thorning overtager lejen af den gamle konfirmandstue, der indrettes til moderne udstillingslokale til kommende særudstillinger

23. oktober 2019, 15.35

Slaget på Grathe Hede er en væsentlig del af Danmarkshistorien, da det har sat synlige spor i samfundet helt op til i dag. Valdemar den Store sejrer ved slaget på Grathe Hede og sikrer landet stabilitet og fremgang i mange år - man får en nedskrevet Danmarkshistorie, Dannebrog og Jyske Lov - tre ting, der har betydning den dag i dag.

THORNING Museet i Thorning udvides.

Det sker efter, at det nye sognehus er kommet til på den anden side af vejen. Her er der gjort plads til konfirmand-undervisning, og dermed er der ikke længere brug den gamle konfirmandstue, der ligger ved museet og den kommende præstebolig på den anden side af vejen.

Ifølge museumsinspektør og afdelingsleder, Marianne G. Hougaard, så har museet overtaget lejen af den gamle konfirmandstue, som man nu er ved at indrette til moderne udstillingslokale til kommende særudstillinger. Dermed hører hele den gamle trelængede forpagtergård, som museet ligger i, nu til museet.

Med udvidelsen bliver museets særudstilling om det vigtige slag på Grathe Hede 23. oktober 1157 nu en fast del af museets udstillinger. Dermed kan man også fremover opleve middelalderen på første parket, når museet blænder op for historiens »Game of Thrones« med blodige magtkampe, luskede intriger og drabelige slag i 1100-tallet.

Museets gæster kommer på en rejse tilbage til et Danmark på grænsen mellem vikingetid og middelalder, hvor borgerkrig, kongemord, blodgilde og brodermord hører til dagens orden. Optakten til Slaget på Grathe Hede er fuld af magtkampe, blodige opgør og højspændt udenrigspolitik, og begivenhederne efter slaget præger Danmark den dag i dag.

- Det er en spændende og ikke mindst vigtig fortælling, der henvender sig både til børn og voksne, og vi er utroligt glade for, at den bliver en fast del af museets udstillinger, siger Marianne Gjørtz Hougaard og tilføjer:

- Udstillingen har været en stor succes i det halve år, den har stået, og vi er glade for, at endnu flere nu får chancen for at se den.

Da historien om Slaget på Grathe Hede er en vigtig del af Danmarkshistorien, måtte Museum Silkeborg Blicheregnen dog aflevere et par økser retur. Dem kunne Nationalmuseet ikke undvære, da slaget har så stor betydning for landets historie, men heldigvis har Blicheregnen selv tre økser som tilskrives Slaget på Grathe Hede, og de indgår også fremover i udstillingen.

Den første særudstilling, der pryder det nye særudstillingslokale bliver særudstillingen »Hvem sagde Broderi?«, som åbner 22. november. Særudstillingen viser broderi på helt nye måder, udarbejdet af kunsthåndværkerne Jytte Harboesgaard, Mai-Britt Bille og Lisbeth Degn. 9. april næste år er museet igen klar med en ny særudstilling, når »Hilsen til Tune - modstand på Blicheregnen« åbner.