Mindeord: Et langt liv er levet til ende

Efter sin hustrus død i 2004 brækkede Villy Laumann Nielsen lårbenet og flyttede til »Kærminde-parken« i Bording, hvor han boede resten af sit liv

13. juli 2019, 09.45

MINDEORD: Fra Edel Kristensen, Sensommervej i Resenbro, har vi modtaget følgende mindeord:

Den 29. maj sov Villy Laumann Nielsen, 86 år gammel, stille ind på »Kærmindeparken« i Bording.

Villy Laumann Nielsen blev født i Ringkøbing, og han fik de fleste af sine arbejdsår i tekstilindustrien i Ikast, hvor han sad ved strikkemaskinen.

Gennem en lang årrække delte han livet med Ruth, som også havde sit virke i tekstilindustrien og syede for folk.

Det to havde et godt samarbejde.

Rammen om deres fælles liv var hjemmet, som de sammen skabte i Ikast.

I 2004 kom Ruth til skade med hoften og måtte gennem en operation, hvorfra hun ikke vågnede igen.

Aftenen før hendes begravelse faldt Villy og blev indlagt på sygehuset med brækket lårben og kom ikke til hendes begravelse.

Efter indlæggelsen var Villy afhængig af hjælp og flyttede på Kærmindeparken i Bording, hvor han boede resten af sit liv.

Villy var glad for her at deltage i udflugter, og når der hver uge var musik. Han nød også at være med til sommerfester i teltet, ligesom han værdsatte fællesskabet ved at spise sammen med de andre beboere.

Gennem en lang årrække har jeg kendt Villy og Ruth og er kommet meget i deres hjem, hvor vi har delt mange gode timer.

Også efter Villy blev alene, har jeg delt mange gode stunder med ham, når jeg besøgte ham, og vi sammen fik en øl og en god snak eller var på en køretur.

Villy var en mand med meninger og kunne nok sige, hvordan tingene skulle være.

Jeg vil med glæde mindes mange gode stunder med ham.

Æret være Villy Laumann Nielsens minde.