Nekrolog: Et liv med kirke, korsang og musik

Johanne Maria Petersen var organist i Engesvang, hvor hendes mand var præst

21. november 2019, 13.15

Johanne Maria Petersen blev 85 år.

NEKROLOG: Johanne Maria Petersen, født 9/3 1934, er død i Ikast, 18. november.

Johanne Maria Petersen (født Witter) er født i København og opvokset i Esbønderup i Nordsjælland, hvor hendes far var præst. Efter studentereksamen fra Hillerød blev hun uddannet lærer fra Zahles Seminarium i København.

I 1961 blev hun gift med tidligere Indien-missionær Kurt Petersen. Han blev indsat som sognepræst i Voer-Estruplund på Djursland, hvor hun blev organist.

I 1973 flyttede de til Engesvang, hvor de fungerede som præst og organist, til de som pensionister flyttede til Ikast. Her fik de et godt otium sammen, inden Kurt Petersen døde i 2013.

Johanne Maria Petersen havde i mange år et varmt og aktivt engagement i blandt andet spejderbevægelsen og i Danmissions bestyrelse, og hun har gennem hele livet beskæftiget sig med kirkeliv, korsang og musik. Hun har også haft travlt som foredragsholder.

Johanne Maria Petersen efterlader sig fem børn, 13 børnebørn og 12 oldebørn.

Begravelsen finder sted lørdag 23. november kl. 13 fra Ikast Kirke.