Team Esbjerg og NFH sikrer billetter til pokalens Final 4

Team Esbjerg og Nykøbing Falster Håndbold vandt overbevisende over København og Viborg i pokalkvartfinaler.

Udgivet:29. december 2022, 22.15

Læsetid:1 minut

Henny Reistad scorede syv gange, da Team Esbjerg sikrede avancement i pokalturneringen. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

1 måned siden

ESBJERG Team Esbjerg kvalificerede sig torsdag som det første hold til Final 4 i kvindernes Santander Cup.

Det blev en kendsgerning med torsdagens hjemmesejr på 32-27 mod København Håndbold.

Allerede tidligt i kampen lagde vestjyderne op til en sikker sejr, men hovedstadsklubben svarede i første omgang tilbage, inden esbjergenserne trak fra efter pausen.

København havde svært ved at score i indledningen, og det udnyttede Team Esbjerg til at bringe sig foran med 8-3 efter 13 minutter.

Stille og roligt kom udeholdet dog i gang, og københavnerne kom helt tilbage med udligningen til 15-15, der blev pausestillingen.

København fik sin første føring ved 16-15, men så var det også slut med at være i teten.

Seks minutter senere førte Team Esbjerg med 22-17, og siden blev det aldrig for alvor tæt.

København fik mindsket afstanden til tre mål, men Esbjerg satte sagerne på plads ved at øge fra 24-21 til 29-21.

Senere torsdag vandt Nykøbing Falster Håndbold (NFH) over Viborg HK og banede sig ligeledes vej til turneringens semifinaler.

På hjemmebane vandt NFH med 34-27, efter at Viborg ellers havde ført 15-14 ved pausen.

Viborg bragte sig også foran med 17-14 i anden halvleg, inden NFH vendte det hele på hovedet. 14-17 blev til 23-18 på 10 minutter, og det formåede Viborg aldrig at svare tilbage på.

I stedet voksede hjemmeholdets føring blot, så sejren endte på syv overskydende mål.

Det skete ikke mindst, fordi landsholdets venstrefløj Elma Halilcevic var veloplagt og med sine otte træffere blev kampens topscorer.

Fredag mødes Silkeborg-Voel og Aarhus United samt Ikast og Odense i de sidste kvartfinaler.

Efter planen skal Final 4 afvikles 1. og 2. april.

/ritzau/