Må en redaktionschef fortælle læserne usandheder?

12. januar 2021, 12.53

USANDT Torsdag den 5. januar fortæller redaktionschef på MJA, Helmer Jakobsen, i sin leder, at Jarl skulle have kaldt borgmesteren og tre navngivne partifæller for fjolser. Redaktionschefen antyder desuden, at Jarl Gorridsen som følge burde blive smidt ud af Venstre.

Det er naturligvis det pure opspind. Redaktionschefens underlige fordrejning af ordene til grove beskyldninger kan kun fremkalde undren. De fleste læsere af avisens spalter ved, at sagen om tilskud til hallerne har fyldt meget. De vil ligeledes vide, at Jarl aktivt har støttet en anderledes fordeling - både i relation til udvalgsbeslutningen og den efterfølgende beslutning om de ekstra midler.

I den forbindelse er Jarl blevet interviewet nogle gange. Til et af disse interviews, spørger MJA’s journalist: »Så, hvorfor synes du så, de alle sammen er nogle fjolser?«, hvortil Jarl svarer: »Jeg siger ikke, at alle er nogle fjolser… jeg siger, at der hverken var hoved eller hale i løsningen«.

... men at redaktionschefen får drejet disse udsagn til, at nogen er blevet kaldt fjolser, er en direkte manipulation og har intet på sig

Steen Vindum og Jarl Gorridsen

Se, nu kan man jo mene om fordelingen, hvad man vil, men at redaktionschefen får drejet disse udsagn til, at nogen er blevet kaldt fjolser, er en direkte manipulation og har intet på sig.

Vi er alle valgt til at fremføre vores holdninger og kæmpe for det, vi tror på. Det er alle 31 byrådsmedlemmer bevidste om. Det er en del af vores hverdag, og det eneste fjollede, der står tilbage, er redaktionschefens forsøg på at så splid mellem byrådsmedlemmerne på et usandt grundlag. Han burde vide bedre.

Læs også

Svar fra redaktionen:

Steen Vindum og Jarl Gorridsen har ret i, at der ikke er grundlag for at konkludere, at Jarl Gorridsen har kaldt borgmesteren et fjols. Årsagen er det spørgsmål, som Jarl Gorridsen ganske rigtigt får, men som fejlagtigt ikke fremgår af artiklen.

Derfor beklager jeg, at udsagnet viderebringes i lederen. Og Midtjyllands Avis beklager naturligvis også, at selve artiklen efterlader det indtryk, at Jarl Gorridsen kalder borgmesteren et fjols. Vi skulle have medtaget det spørgsmål, som Jarl Gorridsen svarer på.

Men kritikken fra Jarl Gorridsen er stadig alvorlig, når han siger, at borgmesteren (og tre af hans øvrige partifæller) har været med til at træffe en beslutning, som der ikke er hoved og hale i.

Derfor ændrer det heller ikke på selve konklusionen i lederen: At der har været en meget hård tone i haldebatten. At der for ofte er blevet diskuteret på et uværdigt niveau. Og at Jarl Gorridsen med sine udtalelser har været med til at puste til ilden. Og så vil jeg understrege, at der ingen steder står, at Jarl Gorridsen skal smides ud af Venstre. Den del har partiet opstillet sine egne regler for.

Med venlig hilsen

Helmer N. Jakobsen, redaktionschef