Støjberg vil give familier ni ugers ekstra barsel

Inger Støjberg vil give familier ni ugers ekstra barsel. Finansieringen skal komme fra udviklingsbistanden.

Udgivet:16. august 2022, 21.41

Læsetid:2 minutter

Inger Støjberg foreslår, at danske familier skal tildeles ni ugers ekstra barsel til fri fordeling mellem begge forældre. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Inger Støjberg er kommet med sit første konkrete udspil for sit nye parti Danmarksdemokraterne.

Hun foreslår, at danske familier skal tildeles ni ugers ekstra barsel til fri fordeling mellem forældrene, skriver Berlingske.

Beskæftigelsesministeriet har anslået, at de ni ugers ekstra barsel vil koste 2,6 milliarder kroner om året.

De penge vil Inger Støjberg finde i Danmarks udviklingsbistand.

- Sætter vi lige tingene i relief, er vores udviklingsbistand i 2022 på 17,4 milliarder. Så vi kan sagtens se os selv i øjnene.

- Vi har i Danmarksdemokraterne ikke et synspunkt om, at vi nødvendigvis skal leve op til FN's målsætning om at bruge de 0,7 procent af BNI, siger hun til Berlingske.

Med forslaget vil Inger Støjberg omgå det EU-direktiv, der pålægger alle EU-lande at sikre minimum ni ugers øremærket barsel til begge forældre.

Direktivet er netop trådt i kraft ved indgangen til august.

- Vi ønsker at give de ni ugers barsel tilbage til de danske familier, som EU stjal fra dem. Ingen er bedre til at tilrettelægge dagligdagen end familierne selv, siger hun til avisen.

Med forslaget vil Danmarksdemokraterne sikre, at familier ikke mister barsel, hvis faren eksempelvis ikke afholder sine ni ugers øremærket barsel, som dermed bortfalder.

Uanset hvad bør alle familier have adgang til ni ugers betalt barsel oveni de øremærkede, lyder forslaget.

Ifølge Inger Støjberg er det langt fra alle, der er tilfredse med de nye barselsregler.

- De eneste, der sådan rigtigt har glædet sig over det her, er politikere, som er meget, meget begejstrede for, at EU skal tage mere af vores selvbestemmelse og bestemme det hele for os.

- Og så er der überfeministerne, der synes, det er den helt rette vej at gå. Men jeg tilhører altså ingen af delene, siger hun til Berlingske.

/ritzau/